Mikael - fra direktør til møgspreder

Michael Schildt Rasmussen var direktør i afklarings- og for-revalideringsinstitutionen Kometen i Mørke og hjalp mennesker på kanten af arbejdsmarkedet videre. Men da kommunen lukkede kassen i, befandt han sig pludselig "på den anden side af skranken" og måtte tage plads i arbejdsløshedskøen. Læs hans egen fortælling om at blive en del af systemet, prøve kræfter med livet som landmand og gå fra at være direktør til møgspreder!

Juni 2012.

”Hvad fanden?!”, nærmest råbte han, da han så mig springe ud af traktoren på købmandens parkeringsplads i møgbeskidt arbejdstøj og kraftigt belortede gummistøvler, ” jeg har da godt hørt om det, men troede ikke på det. Hvordan har det været at gå fra at være direktør til møgspreder?”. Han var den tidligere succesombruste købmand. Hans kone, den lokale sparekassedirektør, stod ved siden af ham og smilte forlegent.
Spørgsmålet fik mig til at standse op, og den umiskendelige lugt af ko virkede pludseligt stærk. Alt var gået så hurtigt og jeg havde ikke haft tid eller overskud til rigtigt at tænke over tingene. Det havde handlet om overlevelse.

I 20 år havde jeg været direktør for mit eget firma, som arbejdede med mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Jeg havde selv skabt institutionen i 1992 og gennem årene havde vi forfinet vores metoder og koncept. Omliggende kommuner havde flittigt benyttet sig af vores tilbud og vi havde haft stor succes. Men den borgerlige regering lavede i slutningen af 2010 en finanslov, som dels fjernede tidligere refusioner til kommunerne, dels beskar tilskuddene på beskæftigelsesområdet. Lynhurtigt ebbede alle kontrakter med kommunerne ud og der kom ikke nye til. Hvor gerne end kommunerne ville benytte vores tilbud, var det blevet for dyrt. Mit firma kæmpede desperat for overlevelse i fire måneder, men i begyndelsen af maj 2011 sluttede eventyret. Bestyrelsen måtte modvilligt fyre mig og underskrive konkurserklæring. Jeg skulle efterfølgende fyre mine medarbejdere. Det var slut. Et livsværk sank i grus ved et pennestrøg. Torsdag den 5. maj 2011 kl. 17.15.

Dagen efter ringede advokaten og meddelte mig, at den sidste underskrift var i hus og at konkurserklæringen nu var afsendt til skifteretten i Randers. Fra den ene dag til den anden var jeg uden arbejde og uden løn. Og ikke nok med det. Advokaten meddelte mig, at jeg måtte melde mig arbejdsløs og tilmelde mig det lokale jobcenter så hurtigt som muligt, da jeg som leder ikke kunne være sikker på at få min løn i opsigelsesperioden erstattet af Lønmodtagernes Garantifond. Mine medarbejdere var alle sikrede, men erstatningen af min løn var usikker og skulle prøves.

Året før alt dette skete, havde jeg sat mit hus til salg. Jeg havde ikke forventet salg, da finanskrisen havde sat alt i stå på ejendomsmarkedet. Men af uransagelige grunde blev mit hus solgt i maj 2011. Og på grund af stress i forbindelse med konkursen og hurtigt boligsalg, overskred jeg hastighedsbegrænsningen på vej til et vigtigt møde i Århus og fik frakendt mit kørekort betinget. Jeg mistede arbejde, løn, hus og kørekort i løbet af en måned.

Det hele startede på dagen for Danmarks befrielse. 5. maj. Stearinlysene fra aftenen før stod stadig i mine vinduer, da jeg kom hjem. Nu virkede det alt sammen surrealistisk. Jeg smilte ved erindringen og sparkede det værste kolort af gummistøvlerne ved at støde støvlesnuderne imod traktorens bagdæk, som jeg havde lært det på gården. Min højre hånd hvilede på et af dækkets kraftige dækmønster og jeg bemærkede pludselig, at mine hænder var blevet ru og beskidte med rifter og sår. Arbejderhænder.

Mandag den 9. maj meldte jeg mig i de arbejdsløses rækker. Jeg havde aldrig været arbejdsløs før. Jeg var gået den lige vej gennem gymnasium og universitet og direkte ud på arbejdsmarkedet. Nu var jeg arbejdsløs som alle dem, jeg havde arbejdet med gennem 25 år. Jeg havde hørt utallige beklagelser over systemet. Nu stod jeg selv i det.
”Husk nu, at du skal søge mindst to stillinger om ugen. Og hver syvende dag skal du overfor jobcentret bekræfte, at du er aktivt søgende. Du vil blive indkaldt til møder både her i jobcentret og i a-kassen. Hvis ikke du følger reglerne eller undlader at møde frem, vil du miste dine dagpenge.”
”Jamen hvad hvis der ikke er ledige stillinger, som matcher mine kompetencer?”
”Det er ligegyldigt. Du skal søge alligevel.”

Jeg var blevet 55 år. Og jeg havde været leder i mange år. Jeg havde 5 højere uddannelser bag mig og mange års erfaring. At finde job på ordinær vis ville blive umuligt. Det vidste jeg. Jeg var for dyr i kompetencer og for tæt på efterlønnen. Og jeg havde været leder. Ingen bryder sig om at ansætte tidligere ledere.

”Og hvad er så din jobplan?”, spurgte konsulenten i akademikernes a-kassen, da jeg sad i hans kontor første gang jeg mødte op. Alle nye ledige var blevet indkaldt til 4 timers obligatorisk informationsmøde kort tid efter tilmeldingen i jobcentret. Konsulenten var kommet ind i rummet og havde afbrudt mødet, hvor vi sad og fik gennemgået regler, pligter og muligheder i a-kassesystemet af en anden ansat. Mit navn blev råbt op. ”Du har ikke som krævet lavet jobplan, så du bedes venligst følge med!”. Som en ulydig elev i folkeskolen, der var blevet kaldt ind på inspektørens kontor, måtte jeg gå spidsrod gennem lokalet og følge efter konsulenten.

”Du skulle have lavet en jobplan!”, meddelte han mig, mens han kikkede på mig over læsebrillernes kant, ”så det må vi jo lave nu.”. Kontoret var meget lille og jeg blev placeret i en lav stol i hjørnet af rummet. Konsulenten vidste åbenlyst intet om mig, men havde fundet frem til mit journalkort på computeren. Han sad med siden til og fokuserede mest på sin computerskærm, men kikkede dog ind imellem ned på mig, når han havde spurgt mig om noget og jeg ikke straks svarede. Konkursen havde gjort mange ting anderledes i systemet og få i a-kassen vidste noget om reglerne. Hver gang jeg ringede for at få råd i a-kassen, fik jeg en ny medarbejder i røret og fik nye og mange gange modsatrettede svar. Ingen kunne give klare svar på, hvordan jeg skulle forholde mig. Jeg gik stadig på arbejde, da vi i personalegruppen havde besluttet os for at fortsætte maj måned ud og gøre arbejdet med de sidste 5 elever færdigt. Jeg overvejede kort, om jeg skulle begynde at forklare ham om konkursen og alle de forvirrende meldinger jeg havde fået, men opgav på forhånd. Jeg havde allerede lært, at det ville være omsonst.

”Jeg vil ud at arbejde med køer”, sagde jeg.
”Hvad!”, svarede konsulenten overrasket og vendte sig lynhurtigt imod mig. Han tog læsebrillerne af og stak den ene brillestang intellektuelt ind i munden. ”Køer?”, han tøvede lidt og fortsatte så. ”Sagde du køer?”
Jeg nikkede. Jeg ville ud på en gård og arbejde med køer. Jeg ville noget helt andet. Jeg ville væk fra den amputerede og betændte sociale sektor og ud at arbejde fysisk med dyr og natur. Jeg ville væk.
”Skal det betyde, at jeg i din jobsøgningsplan skal skrive landbrugsmedhjælper”. Han havde atter sat læsebrillerne på næsetippen og kikkede på mig over brillekanten.
”Ja”, sagde jeg og nikkede.
Det gjorde han så.
”Arbejde som ufaglært landbrugsmedarbejder”.

Jeg begyndte at opsøge gårde, for at få job. Det skulle vise sig stort set umuligt. Bønderne ville enten have unge, som de kunne oplære, eller gamle, som var erfarne. Jeg var ingen af delene. Men muligheden for som arbejdsløs at komme i virksomhedspraktik i 4 uger gratis for arbejdsgiveren, åbnede dog nogle døre. En landmand ved Mariager Fjord var ikke afvisende og efter længere tids forhandling inviterede han mig til et afklarende møde en fredag middag med henblik på eventuel opstart efter weekenden. På vejen derop ringede jeg til a-kassen for at sikre mig de rigtige oplysninger.
”Du kan ikke komme i praktik. Det hedder aktivering og sker efter de første 9 måneders ledighed og du har kun været ledig i 4 uger.”
”Jamen jeg er da blevet informeret om, at man kan komme i virksomhedspraktik med det samme.”
”Sådan er det ikke. Det hedder aktivering. Men du kan få flere oplysninger i dit jobcenter.”
Jeg var nedslået og havde mest lyst til at vende om med det samme og køre hjem igen, men ringede dog i frustration til mit jobcenter.

”Selvfølgelig kan du komme i virksomhedspraktik. Vi skal bare lige have udfyldt nogle papirer, som skal godkendes af mig. Jeg sender blanketterne pr. mail og så kan du udfylde dem, når du kommer hjem, sende dem til landmanden og få dem retur mandag morgen med posten. Hvis du kommer over på kontoret og afleverer blanketterne mandag, kan du starte allerede i løbet af næste uge.” Sagsbehandleren var meget venlig og fortalte om reglerne og muligheder for senere løntilskud, og ønskede mig alt mulig held og lykke. Hun gav tydeligt udtryk for, at hun syntes det var sejt gjort af mig.
Landmanden godkendte min ansøgning og ønskede at jeg startede onsdagen efter.

Jobcentret var placeret i Midtdjurs´ gamle rådhus i Kolind. Jeg havde været der ofte i kraft af mit tidligere arbejde og havde samarbejdet med mange sagsbehandlere i jobcentret. Lederen af jobcentret havde været medlem af bestyrelsen for min institution. Det nu at skulle stå ydmygt med hatten i hånden overfor gamle samarbejdspartnere, gjorde mig flov og virkede yderst pinagtigt på mig. Jeg var derfor noget beklemt ved situationen, men tog alligevel derover mandag, efter at have fået blanketterne retur i underskrevet stand fra landmanden. Driften efter at komme videre og komme i gang med min nye drøm var stærkere end skammen.

Det gamle rådhus i Kolind er bygget i 70-erne i rustik stil. Receptionen, som man træder ind i direkte fra yderdøren, er en åben hal, hvor flere skranker står opstillet og flere medarbejdere sidder placeret. Alle kan høre og se, hvad der tales om, så diskretion er udelukket. Hallen er lavloftet og mørk. De rå murstensvægge suger al lys og gør rummet dystert og trist. Og det yderst praktiske gulvtæppe i koksgråt kunststof vækker minder om stasikontorerne i det gamle Østtyskland. Lynhurtigt får jeg sonderet terrænet og ånder lettet op ved at se, at jeg ikke kender nogen af personerne i receptionen. De kender heller ikke mig. Jeg har bevidst valgt at tage almindeligt, afslappet tøj på for ikke at sende forkerte signaler. Slidte cowboybukser, t-shirt og træsko. Jeg ligner en ganske almindelig arbejdsløs.

En receptionist rejser sig dovent fra sit skrivebord og går til modtagerskranken, hvor jeg har lagt mit brev med blanketterne til sagsbehandleren. Uden at hilse eller præsentere sig tager hun brevet op i hånden. Jeg beder hende pænt om at aflevere det til min sagsbehandler, hvilket hun meddeler, at hun straks vil gøre.
”Er hun på kontoret?”, spørger jeg venligt, hvortil hun svarer bekræftende, alt imens hun vender sig for at gå ind med brevet.
”Kunne jeg komme til at hilse på hende?” Receptionisten vender sig lettere irriteret om. ”Har du bestilt tid hos hende?”, sukker hun og måler mig mistænksomt med øjnene, ”man kan kun møde sin sagsbehandler, hvis man har bestilt tid!”
Jeg når knapt at få svaret benægtende, før hun atter vender sig om og fortsætter sin gang imod mødelokalerne. ”Så kan man ikke møde sin sagsbehandler. De har nok at se til!”
Jeg mærker vreden stige voldsomt i mig, da jeg højt råber: ”Ja, undskyld, men det er det jeg kalder etik! At man hilser på sin sagsbehandler første gang man mødes!”
Alle de andre medarbejdere stopper med det arbejde de har haft gang i og kikke op. Receptionisten vender hovedet imod mig, mens hun stadig går: ”Jeg kan da spørge hende….”
Min sagsbehandler kommer ud med det samme og tager varmt imod mig. Jeg bliver inviteret ind på kontoret og vi får en lang snak. Først halvanden time efter forlader jeg jobcentret.

En måned efter at jeg forlod min arbejdsplads, stod jeg i en kostald med 200 malkekvæg og 220 ungkreaturer. Mit pæne tøj var blevet skiftet ud med smækbukser og lakskoene med kraftige arbejdsgummistøvler. Som ny i faget blev jeg sat til at rengøre arealerne, hvor køerne opholdt sig, når ikke de åd eller blev malket. Det vil sige at skrabe kolort væk og strø savsmuld og halm. Det tog ca. to timer hver formiddag. Stalden var forholdsvis ny. Malkekøerne var båset i højre side af stalden. Ungkreaturerne i venstre side. Ned gennem midten af stalden var der en bred fodergang, hvor traktor og fodervogn kunne køre tonslæs af foder ind to gange om dagen og fordele det pænt til begge sider. Jeg var slået af forundring over, hvor meget køer æder og drikker om dagen. Og hvor meget lort de producerer. Det er baljevis for hver ko. Arbejdet var fysisk hårdt og jeg trættedes umådeligt de første uger. Mine små kontorvante tændstiksarme føltes som blylodder, og baller, ben, ryg og skuldre kunne nu mærkes i hver en fiber. Men jeg var glad og tilfreds. Arbejdet tiltalte mig og mine kollegaer var alle søde og hjælpsomme. Ingen vidste noget om min fortid eller mine uddannelser. Jeg havde blot fortalt, at jeg havde arbejdet som jobkonsulent. Og det kan man jo blive som ufaglært, hvis man har haft bare nogen erfaring på arbejdsmarkedet. Men dumme var kollegaerne ikke. De spottede hurtige mine rene negle og silkehuden på hænderne. Og de unge knægte begyndte drillende at sige ”spørg ham den kloge”, hvis de havde brug for nogle specielle informationer.

Nyt for mig var det at mærke ligeværdigheden. Vi var alle i samme båd. Lige beskidte og i samme tøj. Der er ingen forskel på høj og lav, når kalveboksene skal muges ud og vi alle står i lort til knæene. Det var en fantastisk følelse. Jeg, som gennem alle årene havde levet i en verden, hvor mennesker deles ind i et forskelsbehandlende hierarki af ledere, mellemledere og ansatte og hvor kompetencer og talenter på snobbet vis kategoriserer mennesker, fik nu lov at opleve stærkt fællesskab i jævnbyrdige daglige, fysiske udfordringer. Den tidligere så vante oplevelse af stiltiende konkurrence og daglig, ulidelig prestige, var forsvundet som dug for solen.

Men bonden var hævet over os.
”Hvordan helvede er du kommet derover?”. Bondens skarpe råb forskrækkede mig. Jeg havde knapt arbejdet i 2 timer den første dag på gården og var svedigt blevet færdig med rengøringen ved malkekøerne. Jeg var derefter gået over til ungkreaturerne på den anden side af fodergangen. ”Hvad??”, råbte jeg tilbage. Køernes brølen gjorde det svært at høre hinanden. Bonden stod på den anden side imellem malkekøerne.
”Ja, hvordan fanden er du kommet derover? Man går ikke ud på fodergangen uden at have spulet gummistøvlerne rene for kolort. Og det har du ikke gjort. Så du kan jo ikke være kommet derover!” Jeg tav i ren forbløffelse.
”Der er vandspulere placerede flere steder ved leddene”, råbte bonden og pegede vredladent forskellige steder hen på leddene, ”gummistøvlerne skal spules rene inden man passerer fodergangen. Kom herover!”

Med en pinlig fornemmelse af, at en ydmygelse lå i luften, satte jeg skraberen fra mig og fandt frem til en af vandspulerne og fik spulet mine gummistøvler rene. Jeg hoppede over leddet og gik over til ham. ”Ja, sådan skal det gøres”, sagde han med et hånende blik. ”Nu kan du gå tilbage og fortsætte dit arbejde.” Harmen brændte i mig og jeg havde mest af alt lyst til at forlade stedet. Men da aftalen med bonden var underskrevet og godkendt af jobcentret hang jeg på den. Jeg kunne ikke forlade arbejdspladsen uden at blive trukket i dagpenge.
De andre medarbejdere var holdt op med arbejde og havde tavst iagttaget den pinagtige scene. ”Du skal ikke tage det så alvorlig, når han skaber sig”, sagde Bjarne til mig. Bjarne var vikar og meget flink og hjælpsom i forhold til mig, ”han mener det ikke så hårdt.”

Bjarne var en garvet landmand på 50. Han kunne knokle som en hest og stak ubekymret hænderne i hvad som helst uden brug af gummihandsker, som vi andre flittigt brugte. ”Hvordan fanden er du kommet på at ville ud i landbrug?”, spurgte han interesseret, da vi en solbeskinnet dag gik i marken og fjernede flyvehavre. Bjarne drømte om at beskæftige sig med noget andet, da dansk landbrug havde udviklet sig i en forkert retning i hans øjne, men han havde ikke anden uddannelse og hang fast i branchen. Han havde aldrig fået råd til selv at få en gård og ernærede sig nu som husbondafløser.
”Min familie var landbrugere, da jeg var barn,” svarede jeg. ”Bortset fra min far, som var præst. Som barn var jeg mere i stalden hos forpagteren end i kirken. Jeg ville gerne have været landmand, men det ville min far ikke tillade. Så jeg blev akademiker og endte som jobkonsulent.” Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg fortsatte min forklaring, ”sjovt nok endte jeg med at beskæftige mig med andre folks drømme om fremtidigt arbejde. Jeg har sluset mange ud i landbrug og håndværk.”
Bjarne lo på sin underfundige måde. ”Du ligner sgu også mere en landmand. Det synes jeg. Og du er dygtig. Du er sgu ikke bange for at kaste dig ud i det og du går da til den. Man kan godt mærke, at det ligger i blodet hos dig. Du er sgu nok blevet tidligt skadet….”
Vi lo begge. ”Sjovt du siger det. Jeg havde en kollega, Claus, som også havde været i landbruget som ung. Når han så mig på virksomhedsbesøg i landbrug med store røjsere på, grinte han altid og sagde, at støvlerne klædte mig og at jeg mere lignede en landmand end en kontormand. Da mit firma gik konkurs, kom Claus trøstende til mig og sagde, at nu måtte jeg ud og passe køer for en tid. Det ville være godt for mig, sagde han. Jeg tror det var ham, som inspirerede mig til at prøve det.”

Brevet fra a-kassen lå øverst i bunken af post på gulvet i den solbeskinnede baggang, da jeg om aftenen kom udmattet hjem til mit lejede hus ved siden af gården. Jeg åbnede brevet inden jeg tog støvler og tøj af. Min vagtsomhed overfor a-kassen var allerede betændt. ”Vi må hermed meddele dig, at du får karantæne i forhold til dine dagpenge, da konkursen ikke er stadfæstet og din ledighed derfor regnes for selvforskyldt ledighed…” Nok var jeg træt og nok var huden på mine skuldre hudflettet af solen efter en lang dag i marken, men frustrationen kunne ikke holdes tilbage. Vi nærmede os august og jeg havde endnu ikke modtaget penge siden 1. maj. A-kassen havde besluttet ikke at give mig dagpenge for de første tre uger i maj, da jeg i den periode havde været fremmødt på min arbejdsplads. Dette til trods for at jeg var meldt arbejdsløs og fuldt til rådighed og med timers varsel ville kunne tage et arbejde andetsteds. Jeg var ikke blevet informeret om regelen om ikke at møde frem på arbejdspladsen, selv om jeg havde snakket meget med indtil flere rådgivere i a-kassen i forbindelse med konkursen. Jeg havde sammen med personalet valgt at blive på arbejdspladsen maj måned ud. Min klage over det blev afvist. Derudover kom nu tre ugers karantæne. ”Du vil når konkursen er trådt i kraft kunne ansøge om annullering af karantænen…”.
Midt i august ville jeg få udbetalt ca. 16.000 kr. Det ville være hvad jeg skulle leve for i månederne maj, juni, juli og august. Og det til trods for at jeg knoklede røven ud af bukserne i landbruget ved Mariager Fjord.

Konkursen gik igennem i skifteretten d. 6. juli efter flere udmarvende udsættelser. Som krævet sendte jeg straks dokumentation til a-kassen, men jeg hørte intet fra dem. Jeg ringede flere gange til dem, men kunne ikke træffe min sagsbehandler og fik at vide, at han ville ringe op så snart han fik beskeden. Jeg mailede også to gange via a-kassens hjemmeside, men hørte stadigt intet. Midt i august valgte jeg en fredag før middag at ringe til a-kassen og spørge til dagpengene i karantæneperioden.

”AAK, det er Berit, hvad kan jeg hjælpe med?”
”Kan jeg komme til at tale med Ole, som skulle være min sagsbehandler?” Jeg ville for en gangs skyld have fat i Ole, som efter sigende skulle være min faste sagsbehandler.
”Ole er desværre optaget i en telefonsamtale. Er det noget jeg kan hjælpe med?”
"Nej!”, var mit korte svar, ”jeg gider ikke længere skulle bruge 10 minutter på at fortælle om problemerne i min konkurssag, som du så alligevel ikke kan hjælpe mig med, for derefter at blive omstillet til en anden medarbejder og sidde og vente i 30 minutter på at komme igennem!”
”Ok, jeg omstiller dig. Så må du vente.” Det sidste havde hun ikke behøvet at sige. Hver gang man ringer til a-kassen er man mindst nummer 12 i køen. Efter 16 minutters ventetid kom der liv i telefonen.
”Hej, det er Bent, hvad kan jeg hjælpe med?”
”Hej. Træffer jeg Ole?”
”Nej. Det her er min telefon. Hvorfor har du ringet til mig, når du skal have fat i Ole?”
”Jeg har fandeme ikke ringet til dig!”, min vrede steg voldsomt, ”jeg er blevet omstillet til Ole og har så fået dig i røret!”
”Ok, jamen så omstill…..”
”Nej du gør ej! Du skaffer mig Ole med det samme!”
”Sorry. Jeg går ind på Oles kontor og giver ham min mobil…”
Jeg hører at han går i nogle få minutter og hører hviskende stemmer i baggrunden.
”Ole er optaget af en telefonsamtale. Han vil ringe op, når han kan”
”Ok. Og hvor mange uger skal jeg så vente på det???”
"Hvad siger du? Uger? Jamen, han lover at ringe med det samm…”
”Ja, det er godt med dig. Den besked får jeg hver gang, og så går der flere uger før jeg hører noget!”
Jeg hører Ole og Bent snakke sagte sammen.
”Ok. Jeg lader mobilen ligge her. Ole tager den, når han er færdig med den anden samtale”
Der gik 3 minutter. Så tog Ole mobiltelefonen. Jeg satte ham ind i sagen og fortalte at jeg havde ringet og mailet flere gange og den.
”Det har jeg nu ikke set”, sagde Ole uskyldigt.

På a-kassens hjemmeside får man at vide straks man har sendt en besked, at beskeden er modtaget og at de vil svare så hurtigt som muligt.
”Jamen jeg har sendt en mail to gange!”
Efter lydene at dømme i baggrunden gættede jeg mig til, at Ole skrev på sin computer.
”Nå, ja, det kan jeg se nu. Den må være svipset. Men du skal sende dokumentation, før vi kan forholde os til sagen…”
”Jeg HAR sendt dokumentation! Både til jer og til Lønmodtagernes Garantifond. For flere uger siden. Og Lønmodtagernes Garantifond har sendt til jer. Og I HAR modtaget det!” Min tålmodighed var ved at slippe op og jeg skulle styre mig meget for ikke at gå grassat.
”Jamen så må du skrive og forklare sammenhængen. Så vil jeg se på det.”
”Det kan ikke have sin rigtighed! Ifølge jeres advokats skrivelse til mig, ville karantænen blive ophævet straks konkursen var gået igennem.”
”Jeg skal nok lægge din sag øverst i bunken. Så kikker jeg på det mandag. Vi har jo mange andre sager…”
”Du skal fandeme ikke henlægge min sag til mandag. Den skal klares NU. Ellers får du en klage over sagsforløbet!” Jeg fortrød straks jeg havde sagt det. Jeg var rasende, men var også begyndt at lære, at jeg underdanigt måtte affinde mig med hvad som helst fra a-kasse og jobcenter, hvis jeg ville bevare mine dagpenge. Og dagpengene var den sidste sikkerhed i mit liv. Ole tav i nogle sekunder.
”Ok. Vent lidt. Jeg skriver lige sagen ind i din journal”. Jeg hørte ham tappe løs på computeren i 3 minutter.
”Så er den sag klaret. Du får pengene næste uge…..”

Jeg arbejdede for bonden ved Mariager Fjord i 4 uger. Knoklede fra morgen til aften. Han nævnte aldrig med et ord, om jeg gjorde det godt nok, så hver dag jeg gik hjem, betvivlede jeg min formåen. Selvusikkerheden voksede i mig og jeg anstrengte mig mere og mere for at gøre det hele godt nok. De andre medarbejdere fortalte mig, at bonden var yderst tilfreds. Men han sagde det aldrig til mig, hvilket nagede mig.

Jeg lærte hurtigt at passe kalve og ungkreaturer og stod til sidst for det arbejde hver dag. ”Hvad vil du egentlig med det her?”, spurgte bonden mig i en frokostpause få dage efter jeg var startet. ”Tja”, svarede jeg, ”indtil videre nyder jeg bare at arbejde fysisk. Det har været dejligt at komme herud efter 25 år på kontor og lave noget helt andet. Det værste der kunne ske ville være, hvis jeg bliver glad for arbejdet. For hvad fanden gør jeg så?”

Det kom til at ligge i luften, at jeg skulle ansættes efter virksomhedspraktikken. Bonden havde søgt to nye medarbejdere. En elev og en ufaglært. Jeg fandt arbejdet dejligt. Jeg nød det i fulde drag. Og jeg hyggede mig med de andre medarbejdere, som alle var rare og imødekommende. Men bonden havde jeg det svært med. Hans pædagogiske metode var at bruge skammen som styreredskab. Ved hele tiden at skamme mig ud for det, jeg ikke kendte til, fik han mig til at løbe hurtigere og anstrenge mig meget for at gøre alt så perfekt som muligt. En dag, hvor jeg var blevet sat til at vaske og gøre rent i tankrummet, gik bonden forbi mig i sine stærkt belortede gummistøvler, mens jeg lå på knæ og skurede gulvet. ”Nå, man kan da rigtigt se, at du har været vant til at have rengøringsdame…..!”

Jeg ville dog gerne have arbejdet, da jeg var kommet til at holde meget af arbejdet i sig selv og havde indset, hvor svært det ville blive at få job på anden vis. Men jeg havde også bange anelser vedrørende forholdet mellem bonden og mig. Han var nedgørende og dominerende, og behandlede sine folk som tyende. Det kunne jeg ikke holde ud at være vidne til og jeg bed mig mange gange i tungen, for ikke at sige noget dumt. Selv om jeg for det meste gik sammen med de andre medarbejdere, kunne jeg ikke undgå at rende på bonden flere gange om dagen.
Da jeg havde arbejdet gratis for bonden i 4 uger og timetallet var kommet et godt stykke over de påkrævede 148 timer, mødtes bonden og jeg den sidste fredag eftermiddag i virksomhedspraktikperioden. Nu skulle den fremtidige ansættelse aftales.
”Nå, Mikael. Nu slutter det så. Jeg kan ikke bruge dig. Du er for uerfaren….”

Midt i september blev jeg indkaldt til et såkaldt rådighedsmøde i a-kassen. Samme møder skal man stille op til i jobcentret. Her skal man dokumentere, at man har søgt mindst to stillinger om ugen i de sidste tre måneder, samt aflevere kopier af mindst to sendte, skriftlige ansøgninger.
”Du har ikke søgt opslåede stillinger”, var den kvindelige sagsbehandlers første kommentar, ”det skal du for at kunne modtage dagpenge”.
”Jamen jeg fik at vide på informationsmødet, at uopfordrede ansøgninger og ansøgninger gennem ens netværk var tilstrækkeligt”
”Det er det ikke!”
”Nå, men hvad så hvis der rent faktisk ikke opslås stillinger, som matcher ens kompetencer?”
”Så må man søge, hvad der er”
”Hmmmm. Vil det sige at jeg skal søge stillinger som rådgivende ingeniør eller rengøringskone i København?”
”Ja!”, hun end ikke kikkede på mig, men stirrede vedvarende på sin computerskærm, som hun dirigerede i forskellige retninger, ”Du har heller ikke søgt to stillinger om ugen. Jeg kan se, at du samlet har søgt det korrekte antal, men der er en periode hvor du ikke har søgt to om ugen. Det skal du for at modtage dagpenge.”
”Jo, men der var en periode, hvor jeg stort set var sikker på, at blive ansat hos landmanden. I den periode søgte jeg ikke andre stillinger.”
”Det vil jeg så forklare i din journal. Så må sagsbehandleren afgøre, om du kan få dine dagpenge…”.
Hun var kold som is og jeg mærkede en stigende afsky overfor hende. Jeg kunne ligeså godt have talt med en maskine. Jeg undrer mig den dag i dag over, hvorfor man ikke bare tager konsekvensen i arbejdsløshedssystemerne i dag og udelukkende kommunikerer med en computer. Sagsbehandlerne tager ingen menneskelige hensyn mere. De opererer udelukkende ud fra regler og tal og arbejder ikke længere ud fra skøn eller individuelle tilstande. De kan erstattes med maskiner i dag. At mødes med sådanne sagsbehandlere gør kun ondt værre. En maskine kan ikke klandres etisk. Det kan et menneske.

Jeg kikkede på hende og tænkte over, om hun mon i sit stille sind stod og gennemgik sin dosmerseddel til indkøbene på vej hjem fra arbejde. Jeg tog mine papirer fra bordet og gjorde klar til at forlade stedet.
”Nå”, sagde jeg i forsøget på at bløde den iskolde stemning lidt op med humor, ”nu tager jeg så min fodlænke og sætter på benet igen.”
”Ja, gør du det”, sagde hun uden så meget som antydningen af et smil på læben. Jeg havde ret. Hun var nok kommet til toiletrullerne på dosmersedlen.

Jeg fandt hurtigt en anden gård. En økologisk kvæggård ved Rønde. Her var det ren Morten Korch. En fantastisk gård med kønne jersiekøer og får og gudesmukke omgivelser ned til Kalø Vig. Karl på 60 og hans søn, Mikkel på 30, drev gården sammen. Jeg kom til at elske det sted. Arbejdede meget mere end de 37 timer om ugen, som var påkrævet. Bare fordi jeg kunne lide at komme på gården og kunne lide arbejdet. Og alle folkene på gården var søde og venlige.

Få dage efter at jeg var begyndt det nye sted, fik jeg indkaldelse til et nyt møde. Nu hos en privat konsulent, som jobcentret havde hyret. ”Du bedes møde tirsdag d. 20. september kl. 13.45. Mødet berammes til at vare ca. 1½ time. Du bedes samtidig forberede dig til mødet ved at udfylde de medsendte papirer og skemaer.” Jeg var begyndt på gården den 15. september og undrede mig over, at jeg skulle møde midt i arbejdstiden. Men jeg var begyndt at affinde mig med systemets tyranniske metoder og gjorde intet ved sagen.
Da dagen oprandt bad jeg Karl og Mikkel om at komme til at arbejde med gylle og lort hele dagen, da jeg havde besluttet mig for at møde frem i beskidt arbejdstøj. De skulle ikke dø i synden. Karl grinede og lod mig knokle med kolort hele dagen. Klokken 13 gjorde jeg klar til at tage af sted og bad om at få lov at køre til konsulentfirmaet, som lå en kilometer fra gården, i den største og mest stinkende traktor. ”Du skal vel klæde om?” spurgte Karl. Bønder gør meget ud af ikke at genere omgivelserne, når de er væk fra gården. ”Nej, Karl!”, sagde jeg stolt, ”nu skal de få at se, at jeg er blevet en rigtig bondekarl og er stolt af det! I øvrigt har de indkaldt mig midt i arbejdstiden.”  Karl grinede og sendte mig af sted med et klap på skulderen. ”God fornøjelse!”.

John modtog mig i venteværelset. Han gloede noget på mit beskidte tøj. ”Ja, jeg er jo i arbejde, så jeg beklager monderingen”, sagde jeg med et smøret grin.
”Er du i arbejde????”, spurgte John vagtsomt og tydeligvis anklagende.
”Ja, det burde du da vide, da min nye virksomhedspraktik startede for 5-6 dage siden”, svarede jeg og vadede ind på hans kontor uden at tage de beskidte gummistøvler af.
”Det har jeg ikke set”, sagde han og skyndte sig hen til sin computer for at tjekke det, ”nå, det må du sgu undskylde. Det kan jeg da godt se nu. Det havde jeg ikke tjekket efter. Så er det jo ikke i orden, at jeg har indkaldt dig nu. Vi må skynde os at gøre mødet færdigt, så du kan komme tilbage til arbejdspladsen.”
"Ja, tak”, svarede jeg ham og satte mig godt tilrette i stolen ved kontorbordet. Jeg kunne lugte, at stanken af ko bredte sig lifligt i rummet. ”Jeg regner ikke med at det generer, at jeg beholder gummistøvlerne på?”, sagde jeg og sendte den lidt beklemte jobkonsulent et skævt smil.
”Næ da, det er da helt i orden. Du er jo på arbejde og det skal jeg være glad for….” Han satte sig ned og studerede min journal. ”Jeg kan se, at du har arbejdet med det her område i mange år, så vi behøver jo ikke snakke så meget om det”, sagde han og hev materialet frem, som han havde sendt til mig. Blandt det tilsendte var der et spørgeskema udformet som et edderkoppeskind. Fra centrum af spindet gik der tråde ud, som havde punkterne 1-5 noteret der, hvor edderkoppespindet ramte trådene. Rundt om edderkoppespindet var der placeret forskellige spørgsmål, som skulle besvares med point fra ét til fem. ”Hvordan synes du, dine kompetencer er tidssvarende?”. ”Hvor god synes du, at du er til det du har lavet indtil nu?”. ”Har du overvejet, om du besidder andre kompetencer end de erhvervede?”. Og så videre. Når alle spørgsmål var besvaret, skulle man sætte kryds i de tilsvarende afkrydsningspunkter, og derefter tegne en figur efter krydsene. Som mine børn havde gjort det i Anders And bladene bag i bilen på vej syd på i ferien. 

”Har du set på det her skema?”, spurgte John med motiverende smil.
”Næ”, svarede jeg ham, ”synes du selv det er særligt begavet, det du har sendt til mig?” Johns smil stivnede og han kikkede ned i sit materiale.
”Ja, jeg synes man kan få rigtigt meget ud af skemaet! Hvis du for eksempel ser, at dine kompetencer ikke er tidssvarende, kunne det måske være en ide at tage nogle kompetenceudvidende kurser…”. John forklarede i nogle minutter om skemaets lyksaligheder, alt imens jeg tavst stirrede på ham. Jeg kunne høre, at ordene i Johns mund blev mere og mere uldne.
”Nå, vi kan også lægge den undersøgelse væk. Du ved jo godt hvad det hele drejer sig om. Og du skal tilbage til arbejdet”
”Ja”, sagde jeg og rejste mig og gik.

Den 23. september fik jeg meddelelse fra Lønmodtagernes Garantifond om, at jeg ikke ville kunne få erstattet min løn fra Lønmodtagernes Garantifond. Otte måneders løn og 3 måneders fratrædelsesgodtgørelse røg direkte i konkursboet, svarende til 385.000 kr. brutto. Jeg havde i mit stille sind håbet på at få pengene og var nu parat til med dem på lommen til at blive landbrugselev. Jeg havde indset, at jeg ville få endog uhyre svært ved at job som ufaglært i et landbrug, med den ringe erfaring jeg havde og den alder jeg besad. Eneste mulighed for at føre min drøm til ende ville være at blive elev. Men det ville betyde SU og lav elevløn i 3 år. Jeg kunne ikke med mine mange uddannelser få mulighed for at komme i voksenlære.
Livet som landbrugsmedarbejder havde dog givet mig så megen glæde, at jeg nu var parat til at gøre næsten hvad som helst for at blive landmand. Den drøm blev bremset kraftigt ved afslaget fra Lønmodtagernes Garantifond.

Brevet kom en lørdag formiddag, hvor jeg havde fri. Straks jeg havde læst brevet, iførte jeg mig arbejdstøj og gummistøvler og kørte op til gården. Mikkel var alene på gården den weekend og havde samtidig sine to små børn hos sig.
”Hej, Mikkel. Kan jeg ikke få lov at lave et eller andet fysisk hårdt arbejde i dag? Jeg har fået afslag fra Lønmodtagernes Garantifond på erstatning for min løn, og knuden i maven vokser dramatisk…”
”Jo, da, Mikael”, sagde Mikkel smilende, mens han tog den kun ét-årige Asmus op på armen, ”du kan jo tage vores bobcat og fjerne alt lortet bag stalden og køre det på møddingen!” Lykkelig sprang jeg ind i bobcatten og arbejdede uafbrudt i tre timer. Vreden forsvandt. Og frustrationen. Og Mikkels glade vink, når jeg så ham legende med børnene på græsplænen, gjorde mig varm om hjertet.

Jeg følte mig som landmand nu. Jeg undrede mig nogle gange over, så hurtigt min identitet havde skiftet, men jeg var stolt af at være landmand og skiltede gerne med det. Da Mikkel ved aftenstid spurgte, om jeg ikke lige kunne tage traktoren og køre ned efter nogle øl ved købmanden, sprang jeg møgbeskidt ind i traktoren og tog glad af sted.

Jeg kikkede på den tidligere købmand. Hans kone stod stadig og smilede fjollet. ”Tja. Jeg kan jo høre på den måde du spørger, at du har et stort problem med at jeg ikke længere er direktør, men kun simpel landbrugsmedhjælper. Selv er jeg stolt af det!”

Se også:

13 enkle grundregler for at hjælpe mennesker i job

Snedronningens slot - debatindlæg om arbejdsløshedssystemet.

Sidst opdateret 30. december 2016