Søren - fra professionel kriminel til instruktør for multihandicappede børn

Professionel indbrudstyv. Rocker-supporter. Stofmisbruger. Hooligan. Spoler man tiden blot tre år tilbage i Sørens 25-årige liv, havner man i et miljø med kriminalitet, stoffer og attitude. Men i dag er Søren – som har en kraftig ADHD - i gang med en uddannelse og arbejder som idrætsinstruktør for udsatte unge, pensionister og multihandicappede børn.

Tekst og foto: Bo Therkildsen, marts 2015 

Det er middagstid fredag den 12. april 2013. Søren og hans makker har parkeret deres mørkeblå Ford Transit på en Q8 tankstation i Egå lidt uden for Århus. De har netop modtaget 33.000 kr. af deres jyske hæler for et større parti 7’er stole og sidder nu og tæller pengene, da 4 mænd meget pludseligt og målrettet nærmer sig bilen og åbner døren. Først da de spørger om hans identitet og meddeler, at han er anholdt, går det op for ham, at det er politiet. Søren har været under observation hele morgenen. Ja faktisk igennem 3 måneder med telefonaflytning.

Men han lader sig ikke ryste i øjeblikket. ”Jeg er ude igen om lidt”, tænker han, og når at råbe til sin makker, mens han bliver sat ind i politibilen: ”Vi ses senere til en ordentlig joint!”

Men Søren tager fejl. Han kommer ikke til at se sin ven foreløbig. Tvært i mod bliver han varetægtsfængslet i næsten et halvt år. Fængslet med det, der hedder brev- og besøgskontrol, hvor man ikke må tale i telefon, hvor alle breve skal læses igennem, og det ugentlige besøg skal være overvåget. Han får lov at ringe til sin lillebror dagen efter anholdelsen, men taler ikke med sine forældre før efter 4 måneder.

For sigtelsen mod Søren ender med at blive massiv. Omkring 30 forhold – heriblandt bedrageri, våbenbesiddelse, småtyverier samt tyveri af skjorter for et millionbeløb og designermøbler for næsten en million. Han står til fængsel i 2 år og 8 måneder.

Seje drenge og cykeltyverier

Egentlig kommer Søren fra en ganske normal familie. Hans far er politimand, moren er lægesekretær og hans lillebror er i lære som VVS’er. Han er vokset op i Glostrup og gik på den lokale folkeskole indtil 7. klasse og havde en lovende karriere som fodboldspiller i Brøndby. Men Søren faldt ikke helt til i skolen eller med almindelige kammerater - måske pga. sin kraftige ADHD-diagnose. Som 15-årig stopper han med fodbolden og dedikerer i stedet sin fritid – og i stigende grad sin skoletid – til at hænge ud med ”de seje” drenge på den københavnske vestegn. De begynder at ryge smøger, som bliver til hash, de begynder at stjæle cykler, som bliver til knallerter og biler og som så accelererer til indbrud i lejligheder og huse.

Hvad var det, der gjorde gadelivet mere interessant end et almindeligt forstadsliv?

”Det var især sammenholdet med drengene. Det var sejt at være i flok, og man følte sig som noget mere, når man var ti samlet end bare at være sig selv,” fortæller Søren en februar-fredag i 2015 i Fitnessworlds holdsal i Glostrup. Han har lige afsluttet sit ugentlige cirkeltræningshold for ældre damer og har sat sig på en grå træningsbænk. Hans mørke t-shirt afslører både en masse tatoveringer på underarme og op ad halsen samt en mere end almindelig muskuløs krop. Han smiler meget, spørger interesseret til den kommende weekend og har generelt haft helt styr på de 7 pensionist-damer, som han med masser af friske kommentarer og gensidige smådrillerier har guidet gennem en god fysisk krævende træning.

Vellidt og udspekuleret

En charme, han også havde som teenager. Så han blev vellidt blandt vestegnsdrengene, altid smilende og aldrig bange for at gå forrest. ”Hvis en af de andre kastede 1 sten, kastede jeg 2,” som han siger. Og hans dagligdag bliver mere og mere påvirket af hans massive hashmisbrug og behovet for penge – og for spænding. Så han er stort set aldrig i skole, og i 7. klasse bliver han smidt ud. Kommunen får ham dog skrevet ind på et tilbud i Jylland, hvor han tager sin 9. klasse. Det bliver starten på et udspekuleret dobbeltliv med masser af fester og stoffer, når han er hjemme i Glostrup, men med et udspekuleret system til at sørge for, han ikke blev snuppet i urinkontrollen mandag morgen.

”Jeg læste flere engelske hjemmesider for at finde ud af, præcist hvor meget hash og kokain, jeg kunne tage, og hvordan man kunne overdøve stofferne i urinen med citron og svovl. Alle troede, jeg var ren, men jeg var hele tiden helt bevidst om, at jeg skulle hjem og ryge. For jeg har altid været vild med at være helt væk, og har taget masser af ting gennem tiden. Måske for at flygte fra den kedelige hverdag, flygte fra virkeligheden gennem stoffer. Min ADHD har nok også været en slags undskyldning for at tage hash som selvmedicinering, for det var det eneste, der gjorde, at jeg kunne slappe af dengang,” fortæller Søren.

Efter at have afsluttet sin 9. klasse med hæderlige karakterer, kommer Søren hjem til Glostrup. Kort efter får han på sin 18-års fødselsdag job på Glostrup hospital, og alt går egentlig godt. Men efter 3 måneder starter han på Handelsskolen, hvilket viser sig at blive en stor fejltagelse.

For jobbet på hospitalet gav ham rigtig mange penge i hånden. Penge, der manglede, da han startede i skole. Så Søren begyndte at hænge ud med hash-drengene igen. Det startede typisk om morgenen, hvor de røg de første sug, og så kom han ikke i skole den dag. Efterhånden blev hans fravær massivt, og han blev smidt ud af Handelsskolen. Og så var vejen banet for nogle helt andre miljøer.

Hooligans og rockere

Søren er blevet en del af de hardcore miljøer på den københavnske Vestegn. De miljøer, hvor hardcore Brøndby-support går hånd i hånd med rockermiljøerne, og Søren bliver fanget af det stærke fællesskab, de vilde fester og den efterhånden mere og mere professionaliserede kriminalitet.

”Efter Handelsskolen begyndte jeg at komme i klubberne hos rockerne. Jeg havde en fætter, der var medlem, og i klubben oplevede jeg samme type sammenhold, som det, der var på gaden i Brøndby. Fodboldmiljøet og rockermiljøet går hånd i hånd på Vestegnen. Det er meget de samme mennesker, der dyrker fællesskabet på tribunen og fællesskabet i klubben. Det var jo sejt, man følte sig som noget, og man kunne skrive til pigerne, at man sad i klubben. Jeg var nysgerrig og betaget af det, og jeg kunne helt oprigtigt ikke forstå, hvorfor der ikke var flere, der kom i de miljøer? Der var jo fællesskab, opbakning og loyalitet. Men det er meget en facade,” fortæller Søren.

Søren blev igen hurtigt meget vellidt i miljøet. Hans positive væsen med masser af energi og smil – og det faktum, at han altid gik forrest, når der fx var konfrontationer med FCK-fans, gjorde ham populær.

”Jeg har svært ved at holde mig tilbage. Det var gerne mig, der tog hul på den og kastede den første sten til fodboldkampene. Og jeg har også rendt rundt med skudsikker vest og den slags. Men jeg er aldrig blevet presset til noget, jeg ikke havde lyst til, fx at tage ud og smadre en eller anden. På den måde var jeg aldrig rigtigt en del af rockermiljøet. For mig handlede det mest om festerne og pengene, jeg stræbte slet ikke efter at blive fuldgyldigt medlem. Det var bare min hverdag. Jeg tænkte jo ikke, når jeg stod op om morgenen, at jeg skulle lave kriminalitet. Det blev mere praktisk: skal jeg afsætte eller skaffe noget i dag? Det var meget organiseret. Jeg har været ude på steder om dagen, hvor der var fyldt med mennesker, og sætte tape over kameraerne, så vi kunne tømme huset i fred om aftenen. Vi gik mest efter designermøbler, for de var nemme at afsætte. Jeg er sgu en rigtig dygtig indbrudstyv! Men det er jo ikke noget, jeg skal bruge til noget i dag. Men dengang blev jeg draget af kicket. At man kan. At det kan lykkes at svindle med et dankort eller slippe af sted med dyre møbler. Jeg søgte det kick, det gav, når alarmen gik. I dag får jeg mit kick ved at køre mountainbike. Det giver næsten det samme – bortset fra, at det er lovligt. Men alle mine venner fra dengang er stadig i miljøet. Dem har jeg ikke snakket med i over et år”.

Exit-program og fysisk træning

For da Søren blev anholdt den fredag i april 2013 fik han en opvågnen. Fængselslivet var bestemt ikke sjovt, og pludselig blev hans dårlige samvittighed overfor især sine forældre aktiveret.

”Under varetægtsfængslingen finder jeg ud af, at jeg ikke vil kunne klare det en gang til. For man er så magtesløs derinde. Man bliver hevet ud af den osteklokke, man har befundet sig i. Det gik også op for mig, hvor meget jeg har såret mine forældre, der har kæmpet rigtig meget for at få mig på ret spor. Det har været hårdt for dem, min mor har ofte ligget søvnløs pga. mig, og jeg turde ikke se dem i øjnene, da jeg røg i fængsel. Livet er for kort til det liv, jeg levede. Det er ikke det værd, og jeg bliver nødt til at oppe mig lidt og betale tilbage på alt det, de har kæmpet for mig.”

Så Søren beslutter sig for at vende op og ned på sit liv. Han går med i et bande-exit-program, begynder at træne og hugger hånden af alle sine gamle venner.

”Da jeg kommer ud af fængslet begynder jeg at træne med en personlig træner. Jeg har aldrig rigtig trænet tidligere, men min træner fik mig til at tro på, at jeg skulle det der med træning, og det har helt sikkert betydet rigtig meget for mig. Jeg er helt afhængig af at træne nu. Jeg har altid været adrenalin-junkie, og i dag bruger jeg de fysiske aktiviteter til at få mit adrenalin-kick. Og samtidig får jeg en god fysisk træthed og ro i kroppen af træning og af at spille fodbold,” siger han.

At dreje livet 180 grader

Samtidig er Søren blevet tilknyttet Idrætsprojektet under Københavns Kommune gennem sin EGU-uddannelse (Erhvervsfaglig Grunduddannelse). Han har fået en uddannelse som fitnessinstruktør og skal bla. lave træning med unge, der er i risiko for at havne i kriminalitet og desuden fysisk aktivitet og sjov med en gruppe multihandicappede børn. Hans liv er blevet vendt 180 grader fra at berige sig på samfundets bekostning til i høj grad at bidrage til samfundet. Og i december faldt der dom i hans sag. Fordi han har ændret sig så meget, er gået i exit-program og er i gang med en uddannelse, er de 2 år og 8 måneders ubetinget fængsel blevet til 150 timers samfundstjeneste og en betinget fængselsdom.

 ”Jeg troede ikke mine egne ører, da dommen faldt. Det er rigtig fedt, og jeg er meget glad. Det betyder, at jeg nu kan fokusere på min uddannelse og mit arbejde. Jeg har fundet ud af, at det giver mig glæde i hverdagen at komme ud og hjælpe nogen som mig selv. I går var jeg ude og træne med en ung, som jeg kunne se mig selv i for fem år siden. Jeg sætter ære i at gøre noget for ham, og håber, han kan se sig selv i mig. At jeg kan give ham noget struktur i hverdagen og desuden troen på, at der er et godt liv uden at lave lort og ballade.

Mit liv i dag er virkelig noget helt andet end mit liv for fem år siden. Jeg troede vel, at jeg havde det godt dengang, for jeg havde jo masser af penge. Men i dag kan jeg se, hvad det egentlig vil sige at have det godt. Når jeg går hjem fra arbejde har jeg udrettet noget, selvom det er små ting. Givet glæde i små hjerter, det kan man leve højt på. Jeg er glad når jeg vågner, når jeg går i seng og når jeg går hjem fra arbejde. Og jeg ser mine forældre meget mere og er begyndt at tage på fisketur med min far igen. Så det er sådan set det vigtigste for mig,” siger Søren.

Læs mere:

Idrætten som ny scene for kriminalitetstruede unge
Idrætsprojektet i København har spillet en væsentlig rolle i Sørens nye liv. Læs mere her.

Sidst opdateret 12. december 2016