”Det er os, der er eksperterne i PTSD”

Omkring 100 mennesker var samlet i Høje Taastrup, da Handicapidrættens Videnscenter og Soldaterlegatet var værter for stor konference om veteraner og PTSD. Blandt deltagerne var veteraner, kommunale medarbejdere, sundhedsfaglige og repræsentanter fra Forsvaret og veteranhjemmene.

Tekst og billeder: Maja Sølvstrøm Jensen

Formålet med konferencen var at dele ud af erfaringerne fra projektet ’Tættere på arbejdsmarkedet med et godt hverdagsliv’, som netop er afsluttet. Projektet blev til i samarbejde mellem Handicapidrættens Videnscenter, Soldaterlegatet og PTSD-klinikkerne i Aarhus og København, og formålet var at styrke den sociale rehabilitering af veteraner, der har været i behandling for PTSD.

Første indlæg på konferencen kom fra Peter Due og Torben Persson fra Handicapidrættens Videnscenter, som har været veteranernes 360 graders-konsulenter i projektet. De to konsulenter har hver haft tilknyttet 12 af projektets 24 deltagere. De fortæller om rammerne for projektet, som har bl.a. har indebåret internat på Egmont Højskolen, hjemmebesøg, udebesøg på f.eks. kommunen samt flere sociale arrangementer med de øvrige projektdeltagere.

Et grundelement i konsulenternes arbejde har været at følge veteranerne i mødet med myndigheder, læge, familie og omverdenen i det hele taget. Det har givet en støtte til at overskride nogle grænser og bryde den sociale isolation, men også til at lære at mærke efter og sige stop, når det er nødvendigt.

”Det har ikke været sådan, at man for eksempel mødes klokken 11 sharp. I stedet har vi hele vejen igennem trænet, at man skal mærke efter og komme, når man er klar til det. Eller melde helt fra, hvis man kan mærke, at det ville skidt for én at deltage,” siger Peter Due.

Frivilligheden i centrum

Frivilligheden har været centralt igennem hele projektet. Fokus har været på, hvad den enkelte veteran selv havde lyst til og behov for – både i forhold til de fælles aktiviteter på f.eks. internatet, men også i forhold til indholdet i forløbet.

”Det tager tid at skabe tillid, og først når tilliden er der, kan man komme rigtigt i gang med arbejdet. Når vi besøger veteranerne i hjemmet, er det nemmere at få en fornemmelse af deres udfordringer, og det er nemmere for dem at åbne op. For nogle kan den største udfordring være forholdet til familien, for andre kan det være at få klippet hækken.”

Konsulenterne har lagt vægt på fire områder i arbejdet: Fundament, fællesskaber, rytmer/rutiner og bevægelse. Det er nemlig afgørende, at der er et fungerende hjem, at man får mulighed for at indgå i fællesskaber og at man får opbygget nogle grundlæggende rutiner i forhold til f.eks. søvn, før man kan nå til bevægelse og finde ud af, i hvilken retning ens liv skal bevæge sig. Et andet centralt element er solidaritet.

”Vi har det udgangspunkt, at rollerne ligeså godt kunne være byttet om. Det kunne være mig, der havde brug for hjælp og ikke omvendt. Lægger man den ramme ned over samarbejdet, er vi ligeværdige,” forklarer Torben Persson.

Fire af projektdeltagerne har sagt ja til at stille op til et panel, hvor konferencens deltagere kan spørge ind til projektet.

Man møder forståelse i fællesskabet

Første spørgsmål kommer fra Jeppe Jakobsen, der er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og medlem af Forsvars- og Beskæftigelsesudvalget. Han vil gerne vide, hvordan projektet har skilt sig ud fra øvrige tilbud. Veteranerne svarer samstemmende, at de ikke har fået andre tilbud.

Joan Muhlig, som er sektionsleder på Veterancentret, vil gerne vide, hvad der har gjort forskellen for, at veteranerne har fået gavn af projektet. Henrik, projektdeltager, svarer:

”Da jeg mødte Torben, tog han udgangspunkt i, hvor jeg var, ikke hvor han syntes, vi skulle starte. Jeg styrede, hvad vi tog fat i. På den måde fik jeg ligeså stille opbygget min hverdag og mit socialliv igen.”

Kim, projektdeltager, supplerer:

”Man leder efter nogen, der har det som én selv, og det fandt jeg i de andre projektdeltagere. Der er en forståelse, som andre mennesker ikke kan relatere sig til. Samtidig har Peter overtaget mange opgaver fra mine forældre. Vores forhold er blevet meget bedre, fordi det ikke hele tiden handler om min sygdom.”

Usikkerheden er ødelæggende

Kurt Stage, som er overlæge på psykiatrisk afdeling i Odense, vil gerne vide, om nogle af veteranerne er kommet tættere på arbejdsmarkedet.

Det kan tre af de fire paneldeltagere nikke ja til. To er kommet i praktik inden for deres drømmeerhverv, mens en tredje har startet uddannelse og arbejder som vikar ved siden af. De oplever dog ikke, at der har været meget hjælp at hente hos kommunen.

”De kan stort set ikke andet end at spørge om, hvornår jeg er klar til at komme i arbejde. Men samtidig har de ingen tilbud, der kan hjælpe mig videre. I projektet har de i stedet spurgt: Hvad kan vi gøre for dig?” forklarer Søren, projektdeltager.

De øvrige paneldeltagere er enige.

”Jeg har haft fire-fem sagsbehandlere i løbet af de sidste to år, og nu skal jeg til at skifte igen. Chancen for at komme videre falder beviseligt for hvert skift. Den konstante usikkerhed er meget ødelæggende,” mener Henrik.

Svært at opsøge hjælp

Hannah Ussing, som er daglig leder af veteranhjemmet i Odense spørger, om veteranerne har brugt veteranhjemmene. Henrik svarer:

”For et år siden kørte jeg hen til veterancentret og holdt ude foran i 10 minutter. Så kørte jeg hjem igen. Jeg kunne ikke gå ind.”

De øvrige paneldeltagere er enige i, at det kan være svært at opsøge hjemmene. Især fordi man først selv skal erkende, at man har brug for hjælp.

Paneldebatten afsluttes af Henrik:

”Hvis jeg havde været lægeuddannet, havde I sikkert hørt bedre efter, hvad jeg har sagt. Der sidder en masse professionelle her i dag, læger, kommuner, politikere. Men jeg vil bede jer huske på, at det er os, der har en Ph.d. i PTSD.”

Kommentaren høster bifald i salen. Derefter er det tid til konferencens musikalske indslag i form af bandet Superscum. Forsangeren i bandet, Claus, er selv veteran, og han bruger sine oplevelser som soldat til at skrive musik.

”Da jeg kom hjem fra krig, var der ikke meget hjælp at hente. Jeg begyndte at skrive musik som en måde at få alle min frustrationer ud på. Man kommer hjem til en masse mennesker, som, man ikke føler, forstår én,” fortæller han.

PTSD ødelægger rutinerne

Derefter turen kommet til Birgitte Refslund Sørensen og Matti Weisdorf fra Institut for Antropologi på Københavns Universitet. De har fulgt projektet skrevet evalueringsrapporten. De har især fokuseret på, hvordan projektdeltagernes hverdag er blevet forbedret i løbet af projektperioden:

”Hverdagen består af en række rutiner, som vi synkroniserer med hinanden, og som samfundet er indrettet efter. De rutiner er ofte ødelagt, når man har PTSD og for eksempel ikke sover regelmæssigt. Det gør det svært at passe ind i resten af samfundet,” forklarer Birgitte Refslund Sørensen.

Det at få hverdagen til at fungere kan starte forskellige steder afhængig af den enkelte veterans udfordringer. For nogle var det de helt nære ting som at huske at børste tænder to gange om dagen, mens det for andre handlede om at komme ud og deltage i et fællesskab for at bryde den sociale isolation.

”Konsulenterne har bistået med alt fra praktiske ting til at agere bisidder til møder, få folk med ud at svømme eller drikke kaffe på en café. Det kan lyde lidt tilfældigt, men alle tingene har en klar funktion,” mener Matti Weisdorf.

Når konsulenten tager en veteran med ud og svømmer, er det både med til at skabe sunde vaner, øge socialliv og give positive oplevelser. Når konsulenten tager en veteran med til en fodboldkamp på stadion, er det med til at nedbryde sociale barrierer og er en øvelse i at være ude blandt mange mennesker.

Veteranerne er eksperter i eget liv

Matti Weisdorf sammenligner konsulenternes metode med Sokrates’ spørgeteknik, når han gik på markederne i det antikke Grækenland og stillede folk spørgsmål, som fik dem til at reflektere over livet. Lige som konsulenterne kom han aldrig selv med svarene.

”Konsulenterne har aldrig defineret veteranernes problemer eller er kommet med løsningen på dem. De har i stedet gjort deltagerne til eksperter i eget liv og hjulpet dem til selv at komme med løsninger.”

Ifølge Matti Weisdorf betyder metoden, at deltagerne har følt sig set og hørt, de har fået anerkendelse, positive oplevelser og taget små skridt mod at være herre i eget liv. Samtidig er det en ressourcekrævende metode, fordi konsulenterne har stået til rådighed i mange forskellige situationer og været meget fleksible.

Konferencens sidste indlæg kommer fra Bo Søndergård Jensen og Sidsel Jacobsen fra Klinik for PTSD og Transkulturel Psykiatri. Klinikken har visiteret halvdelen af deltagerne i projektet og har stået for behandling af samme deltagere. Bo Søndergård fortæller, at de på klinikken oplever, at der mangler tilbud om social rehabilitering efter behandlingen.

”Vi er kun en del af indsatsen. Hvis vores patienter skal opretholde deres funktionsniveau efter behandling, skal der være en udskrivningsplan. Og dem, som varetager rehabiliteringen, skal have viden om PTSD, så de for eksempel kender til udfordringerne ved at komme til et møde.”

Skiftende sagsbehandlere skader tilliden

Hvis veteranen ikke er klar til arbejdsprøvning efter endt behandling, bliver sagen ofte sat i bero, og så er der ingen, der tager over.

”For mange veteraner er det at tage imod hjælp et stort skridt, fordi de er vant til at være selvhjulpne. Så der er ofte et stort motivationsarbejde, før de erkender, at de har brug for hjælp. Derfor er det også vigtigt, at hjælpen står klar, når de rækker ud. Hvis man i stedet oplever, at der intet sker, skader det tilliden. Det kan forøge PTSD-symptomerne,” forklarer Sidsel Jacobsen.

Hun understreger også, at PTSD-ramte veteraner ikke har problemer med at ”tage sig sammen”, som nogle sagsbehandlere kan opleve. De har tværtimod problemer med at finde en balance arbejdsliv og hjemmeliv. Mange har en tendens til at arbejde igennem for at holde svære tanker på afstand.

Sidsel Jacobsen oplever, at kommunerne er gået væk fra den helhedsorienterede indsats, så man nu har mange sagsbehandlere inde over samme sag. Det giver nogle faldgruber i forhold til at sikre koordinering.

Rasmus, en af veteranerne fra projektet, er enig:

”Jeg er uendeligt taknemmelig for det her projekt. Men hvornår kommer kontinuiteten i veteranindsatsen? Der laves masser af forskning i, hvad der er den rigtige løsning. Hvornår er indsatserne bevist nok, så vi kan komme i gang med arbejdet?”

Manglende ressourcer svækker indsatsen

Birgitte Refslund tager over:

”Der er meget new public management i kommunerne, og man er nødt til at bøje reglerne, hvis man vil gøre sit arbejde godt. Alle sagsbehandlere bør hænge en seddel op på jeres computerskærm, hvor der står: Det handler ikke om at gøre det rigtigt – det handler om at gøre det rigtige.”

Flere sagsbehandlere i salen forklarer, at de er udfordrede af ikke at have ressourcer til f.eks. at følge deres borgere til aktiviteter uden for arbejdspladsen. En anden nævner, at hun har været nødt til at bøje reglerne for at kunne hjælpe en af projektdeltagerne, som hun er sagsbehandler for:

”Jeg taler ikke højt om det på arbejdet, for jeg har ikke arbejdet helt efter bogen. Jeg har forsøgt at møde ham, hvor han var, og at tale med ham om, hvordan han bliver tryg i sig selv. Jeg er her på min fridag, for jeg får ingen viden om PTSD gennem jobcentret, og de vil ikke betale for, at jeg er her,” fortæller hun.

Kristian, som er deltager i projektet, byder ind:

”Veteranmiljøet er gennemsyret af negative historier, men vi skal huske, at de positive også findes. Jeg har fået tonsvis af hjælp fra min kommune, som virkelig har guidet mig.”

Med de ord afsluttes konferencen, og Soldaterlegatets sekretariatschef, Thore Clausen, opfordrer de mange aktører til at fortsætte det gode arbejde for at skabe den bedst mulige veteranindsats.

Se film med fire af projektdeltagerne her.

Sidst opdateret 15. november 2017