Hjem fra krig - og hvad så?

Udviklingsforløb for tidligere udsendte soldater med fysiske eller psykiske skader (2010- )

- Beskrivelse, erfaringer og anbefalinger

Ved Kristian Jensen, centerleder Handicapidrættens Videnscenter

Beskrivelse af kurset:

I det for forløbne år har vi i Handicapidrættens Videnscenter arbejdet med en gruppe nuværende og tidligere soldater, der har mén efter missioner i udlandet. Vi har kaldt projektet Hjem fra krig – og hvad så?

17 nuværende og forhenværende soldater har deltaget. De fleste af dem har psykiske skader: PTSD, depression, angst mv. 3 har varige fysiske skader.
Vores mål med projektet er at finde ud af, hvordan man kan støtte skadede veteraner, så de får et godt liv, indhold i tilværelsen og om muligt et civilt arbejde.

Det startede med, at vi i 3 måneder rejste rundt i landet og fortalte om projektet. Vi besøgte veteranhjem og kaserner, faglige organisationer og kommuner, til rygtet om projektet spredte sig fra mund til mund. Efterhånden som der meldte sig deltagere, tog vi en samtale med hver enkelt for at sikre os, at de vidste, hvad de gik ind til.

I marts, for 10 måneder siden, mødtes projektdeltagerne på Egmont Højskolen i Hou ved den jyske østkyst: 17 veteraner og 6 undervisere og støttepersoner. De næste 2 uger var vi sammen, bogstavelig talt dag og nat, lavede en masse idræt og andre aktiviteter, og lærte hinanden at kende.

Efter opholdet på Egmont Højskolen gik projektet ind i en ny fase: Opfølgning i eget miljø – der hvor veteranerne bor. På det tidspunkt havde to meldte sig ud af projektet. De øvrige 15 deltager stadig, og vi fortsætter, så længe deltagerne synes, de har brug for vores hjælp.

Et par faktuelle oplysninger om deltagernes baggrund:

- 9 af dem har været på en eller flere missioner på Balkan
- 5 har været af sted på én mission i Irak eller Afghanistan
- 3 har været udsendt 4 gange eller mere, til bl.a. Kosovo, Irak, Afghanistan og Libanon.
- 1 af deltagerne er kvinde, 16 mænd.
- Alder: Mellem 24 og 50 år.
- Bopæl: Over hele landet. Fra Aalborg til Esbjerg, fra Sakskøbing til København.

Erfaringer og arbejdsmetode

Erfaringerne med deltagerne på kurset har tegnet et billede af kompleksiteten af de problemer, veteranerne kan få at slås med efter at være kommet hjem. Og om betydningen af, at nogen gennem et forløb som ”Hjem fra krig – og hvad så” rækker dem hånden, og tilbyder praktisk hjælp til at håndtere problemerne. Det er en håndsrækning, deltagerne har taget imod, og har forstået at drage nytte af, de fleste af dem.

I Handicapidrættens Videnscenter har vi meget erfaring med rehabilitering og inklusion af mennesker med handicap – herunder mennesker med sammensatte fysisk/psykisk/sociale problemer. Men vi har ikke tidligere arbejdet med veteraner. Ingen af os, der arbejder med projektet, har tilbragt en dag i forsvaret. Det har vi ikke oplevet som et problem, og jeg tror heller ikke, deltagerne har. Måske i begyndelsen, men ikke senere, tværtimod. Det er det civile liv, der er fokus for projektet.

 Vi er gået løs på opgaven fra to sider:

1. I form af gruppeaktiviteter med fokus på fysisk aktivitet, fællesskab og gode oplevelser.
2. I form af individuelle samtaler og praktisk støtte, med udgangspunkt i den enkeltes besværligheder og bekymringer, men også i de ønsker og mål, de hver for sig har.

Det er faldet os naturligt at tage udgangspunkt i idræt og fysisk aktivitet - fordi det er vores erfaring, at idræt kan være med til at skabe en ramme om et samvær, hvor man for en stund kan glemme sig selv og sine problemer og komme til at grine sammen. Det kan give den smule overskud, der skal til for at komme i gang med, så småt, at ændre på det, som gør ondt og er svært.

Billeder fra kurset

Billedkavalkaden i denne sides højrespalte illustrerer ret godt bredden på aktiviteterne på kurset. Billederne er taget af deltagerne selv i løbet af de 2 uger på Egmont Højskolen, og på et ophold på tre dage i Kolding i september. Billederne fra New York er taget af fotograf Carsten Lundager.

Som I sikkert kan udlede af slutningen på billedserien, lykkedes det en lille gruppe af deltagerne fra ”Hjem fra krig og hvad så” at komme med på det danske veteranhold til New York Marathon i november – og gennemføre. Det er et eksempel på, hvad projektet handler om:

  • At sætte sig et mål, stort eller lille – og arbejde sig frem imod det.
  • At få hjælp til at holde fast i målet, og overvinde forhindringer undervejs, uanset hvad de består i.
  • Og at få denne hjælp af et menneske, man stoler på, og tør læne sig op ad, uanset hvad der sker.

Det har projektet kunnet levere.  Derfor har det været en god oplevelse for alle parter. Og det har givet nogle af deltagerne kræfter til at handle på ting, som de synes er svære i hverdagen.

 (Ikke alle, tempoet er individuelt, og nogle har brug for længere tilløb end andre. Men i kraft af det fællesskab, der har udviklet sig mellem deltagerne, er der en tendens til, er lysten til forandring og troen på, at forandring er mulig breder sig).

Det, som deltagerne har haft brug for hjælp til, er blandt andet:

Kommunikation med sagsbehandleren på sygdagpengekontoret. Psykiatrisk udredning. Indstilling til undersøgelse hos neuropsykolog for blastskader. Misbrugsbehandling. At køre med bus! Hjælp til flytning. Gældshåndtering. Generhvervelse af kørekort. Jobsøgning. Børneværns-sager. Medlemskab af en fodboldklub. Kort sagt: hvad som helst. Vi støtter op og går med, hvis og når der er brug for det.

Konklusioner og forslag

Veteraner med psykiske skader udgør et problem, som er stort og voksende, og som vil trække spor mange år ud i fremtiden:

  • Problemet er stort, ikke bare i tal, men også fordi nogle af dem, som er ramt af psykiske problemer efter internationale missioner kan have det meget dårligt.
  • Problemet er voksende, fordi de som har komplekse problemer ikke får den hjælp de har brug for, og derfor føjer nye lag af problemer sig til de oprindelige, som bliver sværere og sværere at gøre noget ved.
  • Problemet vil trække spor langt ud i fremtiden, fordi nogle af dem, som er hårdt ramt, er så unge og risikerer at skulle leve med problemerne i mange år, hvis de ikke får hjælp nu.

Veteranerne er ikke nødvendigvis selv meget opsøgende. Der skal være nogen, der rækker hånden frem til dem, ikke bare én gang, men igen og igen, indtil de er parate til at tage imod den.

Det er vores erfaring:

  • at veteranerne har behov for betydningsfulde fællesskaber om noget, som ikke har med krig at gøre - gerne med et element af noget kropsligt, og nogle aktiviteter, som åbner op for deltagelse i civilsamfundet,

og

  • at det er vigtigt at kunne yde individuel, menneskelig og praktisk støtte til dem, som har det svært, når de har behov for det, og så længe de har behov for det.

Det er vores nuværende offentlige system ikke særlig godt til, med dets skarpe sektoropdeling, bundne dagsordener og evigt skiftende personale.

At blive sygemeldt fra forsvaret og møde det kommunale system er et kulturchok. Man bliver indkaldt til samtaler, som bliver aflyst - eller flyttet - eller som man ikke forstår hvad handler om - eller som handler om, at man skal gøre noget, som man ikke synes giver mening, eller som man ikke kan klare. Det er uudholdeligt!

For eksempel har en af deltagerne i Hjem fra krig - og hvad så? valgt sygedagpengene fra og lever nu af den hjælp, han kan få fra sin familie. Så er systemet tilfreds, men for den pågældende kan det være vejen ned ad slisken til langvarig fattigdom, han har betrådt.

Det er ikke kun psykisk skadede veteraner, der har det svært ved at håndtere det offentlige system, sådan som det er skruet sammen. Det gælder mange andre borgere med sammensatte problemer.

Jeg mener derfor heller ikke, det bør være et mål at etablere et særligt system, kun for veteraner. Veteranerne bør sikres adgang til udviklingsforløb, der retter sig mod de problemer, de rent faktisk har. Men det samme gælder alle andre borgere med sammensatte problemer, der ikke får den hjælp de har brug for.

Vi foreslår, at indsatsen i forhold til veteraner og andre borgere med sammensatte problemer bliver løftet på én og samme gang.

Det kan ske i form af et rehabiliteringstilbud med en meget bred dagsorden, og gerne med en praktisk og kropslig tilgang. Tilbuddet skal rette sig til mennesker med komplekse fysiske/psykiske og sociale problemstillinger – herunder veteraner. Det skal være frivilligt, og det skal være opsøgende, og de som skal arbejde med opgaven skal have vilje og evne til at holde fast, også når dem, som har problemerne, er på vej til at give op. Der må ikke være noget "det-er-ikke-mit-bord" i sådan et rehabiliteringstilbud - alt skal kunne lægges frem, alt skal der kunne handles på, 24-7.

Behov for langvarige udviklingsforløb

Folketinget skal her i foråret diskutere, hvordan man forebygger, at så mange mennesker med psykiske problemer havner på førtidspension. Arbejdsmarkedskommissionen har i sin rapport fra 2010 peget på behovet for langvarige udviklingsforløb, der kan forebygge tidlig førtidspensionering.

Den debat, der kommer, bør være anledning til at få et opsøgende, helhedsorienteret rehabiliteringstilbud sat på dagsordenen, til gavn for veteraner og andre borgere med komplekse fysiske og psykiske skader.

Det, Handicapidrættens Videnscenter har gjort i ”Hjem fra krig - og hvad så?”, det virker i forhold til veteranerne - det ved vi nu – og det adskiller sig ikke væsentligt fra det, vi har set virker i forhold til andre grupper af borgere med komplekse problemer:

Skab tillid - acceptér virkeligheden som den er - sæt handling bag ordene.

Se også:

Debatindlæg om veteranpolitik: Et løfte og en løftestang.

Eksterne links:
Forsvarsministeriet om veteranpolitik

Soldaterlegatets hjemmeside

Sidst opdateret 07. december 2016