Den dovne kontanthjælpsmodtager er en illusion!

Skrevet af Gitta Kaas

I nutidens debat er der utrolig meget snak om, at det skal kunne betale sig at arbejde, at det er svært at motivere arbejdsløse til at tage et job, og at mange på overførselsindkomst er dovne og hellere vil leve af offentlig forsørgelse end ærligt arbejde.

MEN.. Idéen om den dovne kontanthjælpsmodtager er en ILLUSION. Det er et uempatisk retorisk kneb, politikerne har lavet for os alle, for at kunne tage penge fra overførselsindkomsterne og bruge dem andre steder.
Jeg tror helt ærligt ikke, at politikerne (jo måske en enkelt eller to) selv tror på, at der er horder af dovne mennesker derude, der simpelthen ikke vil arbejde, men visse politikere har alligevel helt bevidst undermineret offentlighedens velvilje over for kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister m.fl.

De har villet bruge pengene et andet sted og har finansieret det gennem nedskæringer for de fattigste. Dog kan man ikke bare sådan uden videre få offentligheden med på at tage maden/midlerne ud af munden på dem, som i forvejen ligger ned - nej man bliver nød til at få folk til at føle en vis utilfredshed, afsky og måske endda vrede mod de fattige først. Det har man så gjort gennem lange debatter om kræver-mentalitet, om folk der bare gerne vil nasse hele livet, at folk ikke kan motiveres til at tage et job osv. 

Men, som en facebookven skrev for nyligt: ”jeg giver en kasse bajere, hvis du kan finde bare én der synes, det er super fedt at være på kontanthjælp!”

Den dovne kontanthjælpsmodtager er en illusion, og nu skal jeg forklare hvorfor ved at gennemgå 5 typer af mennesker på offentlig forsørgelse:

1.  DE VILDE DRENGE

De kan af mangel på bedre muligheder for at udtrykke sig, komme til at sige, at det kunne være fedt at blive forsørget af staten. Jeg har hørt andre sige, at de her vilde unge, lidt hårde typer, især af hankøn, både etniske danskere og af anden etnisk oprindelse, har givet udtryk for, at det kunne være fedt bare at få penge resten af livet.
MEN! I min verden betyder det altså ikke, at de nødvenligvis bare vil nasse. Jeg tror mere, det er et rigtig uheldigt formuleret udtryk for, at de ikke føler sig hjemme noget sted i det her samfund. Og det er selvfølgelig noget mere cool at sige: ”Jeg vil gerne bare have penge af staten”, end det meget mere sårbare: ”Jeg aner ikke, hvor der er plads til mig i det her maskineri - jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg kan passe ind, have det godt og føle mig hjemme nogen steder her i samfundet”.
Det er da et kæmpe råb om hjælp, hvis nogen giver udtryk for at ville forsørges uden selv at gøre, hvad de kan. Og politikerne skulle skamme sig over, for det første ikke at høre det, og for det andet at vende en hel masse stigmata, modvilje og had mod dem, hvilket jo gør dem til dobbelt-tabere. Vi er kommet til at skabe et samfund, hvor der bare ikke er plads til de lidt vilde drenge - og det er da egentlig ikke okay!

2.  DEN DEPRIMEREDE, ANGSTE ELLER STRESSEDE

Der er også andre, der kan give udtryk for, at de måske ikke har lyst til at arbejde. Jeg har mødt et par stykker, og hver eneste gang har jeg tænkt, at de havde det rigtig, rigtig svært! Hvis man intet ”drive” har, ikke har lyst til at forsørge sig selv, ikke har lyst til at skabe noget, være en del af noget, bidrage med noget, gøre noget i sit liv - så er det da et udtryk for, at man har store personlige problemer. Enten depression, social angst, massive selvværdsproblemer, voldsom stress eller andet.
Det er problemstillinger, folk har brug for at få hjælp til – de har til gengæld ikke brug for at blive set ned på!

3. ARBEJDSLØSHED

Det er også bare rigtig, rigtig svært for utrolig mange at få et arbejde! Men det betyder ikke, at de nødvendigvis nyder at være på offentlig forsørgelse, og det hjælper da på ingen måde at underminere og fuldstændig ødelække deres selvværd og selvtillid med et nasser-stigmata-stempel lige i panden, det får man altså ikke hurtigere et job af.
Hvad med, i stedet for at hade på dem på overførsel, at sætte fokus på at dele arbejdet, så der er nok til alle?

4. ALVORLIGT LANGTIDSSYGE

I den her kasse ”bor” jeg selv. Jeg har en kontroversiel sygdom, der ikke rigtigt er anerkendt i Danmark: ME, bedre kendt som kronisk træthedssyndrom (det er lidt som at have influenza hver dag * 10), og jeg bliver også mødt med ”du skal da bare tage dig sammen” eller motionere… *SUK*.

Nej, mine mitokondrier (energi-fabrikkerne i cellerne) kan ikke producere energi, og når koppen først er så hårdt ramt, må man IKKE overskride sine egne grænser, for det bliver man kun svagere og langvarigt dårligere af - desværre. Det er en helt usynlig sygdom, og vi er mange, der gør alt hvad vi kan for, at det ikke skal kunne ses på os, hvilket betyder, at folk inkl. læger indimellem tror, at man bare ikke gider videre i livet. Det er på ingen måde tilfældet! Jeg har mødt utrolig mange meget syge mennesker, og der er ikke nogen, der kæmper så hårdt hver evig eneste dag for at blive raske og kunne komme ud og bidrage med noget, som dem/os! Jeg er heldigvis i behandling på en privat klinik, hvor jeg får tests, finder årsager til problemerne og får alt muligt medicin, der lige så stille og roligt hjælper. Hurra! Men også ØV! For det koster en bondegård: omkring 2000-5500 kr. om måneden for konsultationer og medicin. Mine vidunderlige forældre betaler det meste, mens jeg betaler alt hvad jeg kan. Men det er da ikke nemt med de 8000 kr. jeg får at bruge over 2000 kr. om måneden på medicin, når man også har en husleje, og selvfølgelig også en skrap og dyr diæt og andre regninger! Vi må have brugt over 70.000 kr. i løbet af de sidste 7 år på at få mig rask.

Det er et problem for os med sygdomme, der ikke passer ind i kasserne, når der bliver skåret ned på ydelserne, for så kan vi ikke blive raske(!). Da vi jo er blevet opgivet af lægerne, skal vi selv betale for behandling. Og tro mig: uhyggeligt mange mennesker bruger nærmest alt, hvad de har på at blive raske. Hvad der er endnu mere uhyggeligt er, at der også er rigtig mange, der slet ikke har muligheden for at blive raske, fordi de sidder for stramt i det og ikke har familier, der kan hjælpe økonomisk. Så er man fuldstændig fortabt, opgivet af lægerne og må leve resten af sit liv som alvorligt syg.

Jeg ved godt, at det er fuldstændigt uhørt at sige i disse dage, men man burde netop give langtidssyge som er opgivet af lægerne FLERE økonomiske midler, eller nogle fonde man kan søge til behandling. For så har de en mulighed for selv at betale for behandling, så de derefter kan komme ud på arbejdsmarkedet.
For det er spild af liv og kan da heller ikke betale sig for samfundet at have folk liggende derhjemme i sengen et helt liv. Hjælp dem til at blive raske, så de kan arbejde - Og nej, ikke alle skal/kan genoptrænes, en del sygdomme bliver kun værre af det. For ME’ere kan mitokondrierne simpelthen ikke tåle genoptræning. Det svarer til at bede en alkoholiker om at drikke mere for at styrke leveren, eller bede en med brækket ben løbe på det for at gøre det stærkere.

5. VIKARERNE DER NÆGTER DAGPENGE

Der findes derudover rigtig, rigtig mange, der vælger offentlig forsørgelse fra! Ja det er rigtigt - de vælger at klare sig med reelt meget mindre, end de ville få på offentlig forsørgelse. Det gør de fordi de:
- Bare gerne vil forsørge sig selv. Der er en vis stolthed i at kunne forsørge sig selv, også selvom man kunne få mere hos kommunen.
- Simpelthen ikke kan overskue det stress og jag, bureaukrati, møder, skemaer osv. der følger med al slags offentlig forsørgelse.
- Gerne vil undgå den sociale stigmatisering og den/det deraf følgende dårlige selvværd og selvtillid, der kommer af at være på overførsel.

De her fem punkter er jeg ikke i tvivl om, at politikerne godt kan gennemskue, for det er ikke raket-videnskab. Derfor er påstanden om den dovne kontanthjælpsmodtager selvfølgelig en illusion. En illusion der bruges til at tage penge fra de fattigste og placere et andet sted. Og en illusion der bruges til at finde en syndebuk i samfundet.

Hvis det skal kunne betale sig at arbejde, hvorfor er det så så svært at komme ud af systemet? Utrolig mange vil gerne forsørge sig selv med et flexjob, men kan ikke blive afsluttet.

Man mødes meget ofte med mistillid, og mistænkeliggørelse i kommunen. Man må ingenting eje på kontanthjælp, og man KÆMPER med et usmidigt og meget langsomt system, som i mange tilfælde ikke kan hjælpe og kun forlænge ens tid i systemet. På ressourceforløb og kontanthjælp får man ofte en følelse af, at man bliver fastholdt i systemet, fordi det er billigere end flexjob og førtidspension. Men det er altså billigere at sætte folk fri.

Det er jo også en grotesk og bizar oplevelse at blive slået oven i hovedet med den store ”du skal forsørge dig selv hvis du overhovedet kan” –hammer af politikerne, og samtidig sidde med en kommune, der år efter år nægter én at komme videre i systemet, fordi de skal lige se, hvad en 12. læge siger, eller arbejdsprøve én for 9. gang, bare for at være helt sikker på at arbejdsevnen er 2½ timer og ikke 3½ timer om ugen. – Den slags er der desværre virkelig mange, der oplever. 

At være fastholdt i et kontrollerende system, der overvåger, presser og aldrig giver én fred er voldsomt stressende, og AL stress forlænger AL fysisk og psykisk sygdom negativt. Dvs. folk er syge i længere tid, fordi de er fastholdt i systemet. Det koster altså flere penge, og de har ikke mulighed for selv at betale for behandling.

-Hvis jeg feks. selv havde fået en førtidspension, da kommunen 1. gang snakkede om det for 4 år siden, så havde jeg uden tvivl brugt alle de ekstra penge på behandling (for det gør/gjorde jeg jo i forvejen), og var blevet tidligere rask og dermed tidligere klar til at uddannelse, flexjob eller almindligt arbejde = Jeg havde sparet staten for en masse penge.

Så kære politiker:

Det giver mere mening at give folk noget hjælp til at komme videre end at hade på dem. Giv de svageste fri, giv dem værdig hjælp, gerne noget de selv mener de kan bruge. Tag ansvaret på jer i systemet og giv dem nogle flere flexjobs, flere revalideringer og flere førtidspensioner til dem, der er for dårlige til alt andet.
Hold op med at signalere, at de er dovne, nassende 2.rangs borgere og signalér i stedet til dem, at de har værdi i sig selv og ikke kun er det værd, de kan producere!
Lur mig, om der ikke vil blomstre den ene og den anden helbredelse op. Lur mig, om de ikke vil tage muligheden for at forsørge dem selv helt eller delvist meget alvorligt, og lur mig, om der ikke vil være en del færre knækkede personer med knækkede selvværd derude. 

Sidst opdateret 07. december 2016