Et liv uden fremtid?


Skrevet af Charlotte Jensen

Gennem den senere tid har de danske aviser skrevet om adskillige eksempler på sager, hvor mennesker har ventet i årevis på at få deres sag færdigbehandlet. Selvom det har ført til en heftig og følelsesladet debat, er det dog et stort plus, at konsekvenserne af langvarig ventetid i det offentlige sagsbehandlingssystem endelig kommer frem i lyset, efter at have levet et næsten usynligt liv i kulissen gennem flere år.

Mennesker, der kæmper med langtrukne sagsbehandlingsforløb, risikerer at vente i flere år på den endelige afgørelse. En afgørelse, der skal bringe dem videre i deres liv og forhåbentlig sikre dem en form for værdig fremtid.

Disse mennesker befinder sig ofte i en særdeles udsat position på grund af helbredsproblemer, tab af arbejde og indtægt og er på mange måder afhængige af det offentliges hjælp til at komme på fode og videre med deres liv. Men i nogle tilfælde ender det ud med talrige ankesager, gentagne helbredsudredninger, arbejdsprøvninger, overskridelse af forældelsesfrister m.m. og et sagsforløb, der kommer til at strække sig over flere år. Jeg fandt i min undersøgelse, der gik forud for specialet, grelle eksempler på sager, der havde varet i mere end 5 år og helt op til 12 år uden en endelig afgørelse. Det har store menneskelige- og økonomiske omkostninger at vente i så mange år og selvmord som en sidste vej ud af vente-helvedet var en tanke, som jeg blev præsenteret for mere end en gang. For langvarig ventetid kan knække selv den stærkeste person.

Ingen tidshorisont

Langvarig ventetid adskiller sig markant fra den korte ventetid, som vi alle oplever i varierende grad i vores daglige liv. Langvarig ventetid griber ind i alle aspekter af livet, først og fremmest fordi langvarig ventetid ikke har det, som kort ventetid har, nemlig en overskuelig tidshorisont og et forudsigeligt resultat.

Man kan forenklet sige, at langvarig ventetid består af to parallelle forløb. Det ene er det overordnede fra start til den forventede afslutning af ventetiden, det andet er de mindre perioder af ventetid mellem sagens forskellige tiltag og delafgørelser. Man taler i sagsbehandlingssammenhænge om delmål og slutmål. Det væsentlige her er, at der kontinuerligt er en rød tråd og gennemskuelighed gennem hele forløbet både mellem delmålene og det endelige mål, samt at summen af succesfuld indfrielse af delmål overgår fiaskoerne.

Det betyder groft sagt, at hvis borgeren ikke oplever, at der er en synlig sammenhæng og progression i de enkelte delmål, som klart peger frem mod det endelige mål, så bliver hele forløbet forholdsvis hurtigt meningsløst og kaotisk og det forventede slutmål virker efterhånden fjernt og uforudsigeligt. Det er problematisk, når målet for ventetiden fortaber sig i horisonten, for målet er den bærende motivation for de tanker og handlinger, der skal sikre, at man rent faktisk når målet. Men når målet forsvinder ud af syne, forsvinder drivkraften for handlinger, for hvordan skal man planlægge og handle sig frem mod en uforudsigelig og ukendt fremtid? Motivationen ryger så at sige helt ned under gulvbrædderne, samtidig med at tilliden til systemet skrumper ind.

Dyb afmagtsfølelse

I starten af et ventetidsforløb, hvor fremtidsforventningerne er intakte, er forestillinger om målets konsekvenser oftest af positiv karakter. Man tror endnu på, at man har mulighed og evner til at nå frem til enden af ventetiden og samtidig få et brugbart resultat. Der er en mening med ventetiden. Efterhånden som forventningerne ikke indfries, og tiden bare går, virker sandsynligheden for et brugbart udfald mere og mere urealistisk. Dette ses eksempelvis ved arbejdsprøvninger og specialist undersøgelser, hvor uklarheder, fejl eller forældelse fører til gentagelser. Efterhånden bliver det svært for borgeren at se meningen med arbejdsprøvningerne eller undersøgelserne, da de ikke fører til nogen afklaring og udvikling i sagen. Sådanne forløb er ikke ualmindelige og det bliver sværere og sværere for borgeren at holde modet oppe og målet for øje.

Jeg kan se, at det skaber en dyb afmagtsfølelse at ens liv er styret af andres beslutninger, som virker meningsløse og urimelige. Det danner en solid grobund for frygt. En frygt for at en god og brugbar løsning og afklaring er uden for rækkevidde. Jo flere gange frygten bekræftes af gentagne meningsløse tiltag, jo mere truende virker de mulige konsekvenser.

Samtidig med at sagen trækker ud vokser tabet af værdier som økonomisk tryghed, stabile sociale relationer, materielle værdier som hus og bil m.m. og sagens udfald og konsekvenser bliver mere og mere uforudsigelige.

Det er ikke let at bevare overblikket med ens sagsforløb, når man ikke kender til lovgivningens mange kringelkroge og forvaltningens næste træk. Her oven i kan man så lægge gentagne skift i sagsbehandlere, mangelfuld eller anstrengt kommunikation og samarbejde på tværs af aktører og sektorer, som udover at føre til et kaotisk forløb også fører til gentagne helbredsafklaringer og arbejdsprøvninger osv. 

Som en af mine informanter udtrykte det; ”Jeg føler ikke, at jeg skal sprælle ret meget. Jeg er alene, har ingen mand eller nogen anden, der kan forsørge mig eller hjælpe på nogen måde. Jeg ved ikke, hvad der sker, jeg kender ikke spillereglerne, og jeg ved ikke hvem, jeg skal tale med næste gang.

Når egne erfaringer ikke længere kan danne grundlag for udførelse af handlinger eller forestillinger om fremtiden, så begynder man ofte at se på, hvad der er sket for andre.

Hvilke erfaringer har de gjort sig, hvor galt kan det gå?

Angsten for at ende på herberg eller på gaden lurer i baghovedet, for når det kan ske for andre, hvorfor så ikke for en selv!

Citat fra informant: ”Hun fortalte mig at hun arbejde som frivillig på et herberg for kvinder fra alle lag, der hutlede sig igennem. Det synes jeg er skræmmende at tænke på. Det kunne jo i teorien blive mig, det ved jeg godt.”

Frygten bliver selvforstærkende

Frygt og bekymringer næres i høj grad af miljø og omgivelser, dominerende diskurser, politisk dominerende værdier, og ikke mindst medier og sociale netværks fortællinger om tragiske sager.

Frygten bliver selvforstærkende, når tankerne kredser om den ukendte fremtid, der herved kommer til at fylde hverdagen med bekymringer.

Derved kan den fremtid, man endnu ikke har, paradoksalt nok komme til at stjæle al opmærksomheden fra ens nutid. Da føler personen hverken tryghed i nuet eller fremtiden og modløsheden tager let styringen over hverdagen.

De kaotiske og langtrukne sagsforløb, hvor borgeren til sidst føler sig helt uden indflydelse og indsigt i sagens gang, fjerner enhver følelse af kontrol med eget liv og fremtid. Lægger man dette sammen med det kontinuerlige tab af identitet og tab af personlige og økonomiske værdier gennem forløbet, så kan det i yderste konsekvens lede til stigmatisering, social deroute, social udstødelse og psykiske problemer.

Særligt stigmatisering er en faktor, der kan forøge faren for sociale og psykiske problemer. Langvarig ventetid kan medføre både stigmatisering fra omgivelserne og en selvstigmatisering. Stigmatiseringen fra omgivelserne hænger ofte sammen med dominerende diskurser i samfundet. En diskurs, der for tiden dominerer mediebilledet, er synet på personer på overførselsindkomster og de, som på anden måde er afhængige af samfundets hjælp som en slags samfundsnassere og systemmalkere. Vi kender denne holdning blandt andet fra sager som ”fattig-Karina”, ”Dovne-Robert” og jagten på sociale bedragere på tv. Sager, der kaster brænde på dette lidet nuancerede billede.

Omgivelsernes stigmatisering

Bevidstheden om at omgivelserne mener, at man er en samfundsnasser kan slide hårdt på selvværd og identitet. Personens kendskab til denne dominerende overbevisning skaber en frygt for omgivelsernes stigmatisering, der samtidig fører til en selvstigmatisering, hvor frygt og afmagt kan lede til en identifikation med netop det prædikat, som man frygter at blive påført. Dette var så småt ved at ske for den informant, som jeg tidligere i teksten citerede. Hun var begyndt at frygte femtiden og kunne godt se sig selv som en posedame, en udstødt.

Bevidstheden om at skille sig ud fra ”normalen”, styrker følelsen af at være sat uden for. Dette styrkes i høj grad af ventetidens pacificerende handlingslammelse, der gør det umuligt at agere og deltage i omgivelsernes handlinger på samme måde, som andre kan. Måske har man mistet sit arbejde og den identitet, status og omgangskreds, der hørte med her, man er altså ikke længere en del af det, som tidligere var en normal hverdag for en selv.

Alt dette får tiden før ventetiden til at stå i kontrast til det liv, personen lever under ventetiden. Det opstår et ”mig” og ”de andre” samt et normalt og unormalt, som kan få en stigmatiseringsprocessen til at accelerere. 

Ventetiden skaber et vakuum eller limbo, hvor det normale er sat ud af kraft, og hvor det eneste man kan, er at vente på at nogen ude fra kommer og forløser/afslutter ventetiden. Det kræver stor mental styrke at være afhængig af eller underlagt andres beslutninger og handlinger uden at knække psykisk.

Oprettet 02. december 2016