Et løfte – og en løftestang

Skrevet af Peter Højland, formand for Soldaterlegatet
og Kristian Jensen, centerleder i Handicapidrættens Videnscenter

Indlægget her har været bragt som kommentar i Berlingske Tidende den 4. juli 2012

Danske veteraner, der har pådraget sig en skade under militære missioner i udlandet, har fået mange løfter. Ikke mindst siden offentliggørelsen af regeringsdokumentet "Veteranpolitik - Anerkendelse og støtte" i oktober 2010.
Men indsatsen over for veteraner med psykiske skader er stadig langt fra god nok.
Vi vil med denne kronik give nogle bud på, hvad der kan gøres, for at veteraner med psykiske skader kan få et godt liv med arbejde, fritid og familie.

Hver femte har psykiske skader

I alt har mere end 27.000 danske soldater i løbet af de seneste to årtier været udsendt i internationale militære missioner. Ifølge en undersøgelse, offentliggjort i januar 2012 af SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, har hver femte veteran varige psykiske eller fysiske mén.

A. er én af dem.
A. meldte sig som soldat, da han var 20 år. Tre år senere befandt han sig i Afghanistan i et militært køretøj, som blev udsat for en træffer. A. mistede bevidstheden og blev i såret tilstand fløjet til Danmark. Hans krop restituerede, men oplevelsen havde sat sit præg, og A. fik diagnosen PTSD (Post Traumatic Stress Disorder). Senere fandt man ud af, at eksplosionen havde påført ham en varig hjerneskade - en såkaldt M(TBI) eller blastskade.

A. er en aktiv ung mand, som har mange kompetencer. Men på grund af stress, hukommelsesvanskeligheder og følelsesmæssig labilitet har han meget svært ved at bringe sine ressourcer i spil. A.s behov for ro til langvarig behandling og træning harmonerer dårligt med arbejdsgiverens og myndighedernes krav.

Mange fagfolk har forsøgt at finde ud af, hvad der skal blive af A. i fremtiden: Forsvaret, fagforeningen, sygehusvæsnet, de sociale myndigheder, jobcentret i hjemkommunen, anden aktør m.fl. Det svar, de i fællesskab har kunnet finde frem til, er: A. skal førtidspensioneres - som 24-årig!

Veteran i dag og generationer frem

Veteraner med psykiske skader udgør et problem, som er stort og voksende, og som vil trække spor mange år ud i fremtiden. Problemet er stort, fordi en del af dem, der har pådraget sig en psykisk skade under udsendelsen, har det meget dårligt, og det er voksende, fordi de ikke får den fornødne hjælp og støtte. Nye lag af problemer føjer sig til de oprindelige, som dermed bliver vanskeligere at gøre noget ved.

Alle tilskadekomne soldater har pårørende: ægtefælle, børn, søskende, forældre. Går det skidt for veteranen, påvirker det hele kredsen af familie og venner.

Det er vores erfaring, at en del veteraner med psykiske skader ikke har let ved at bede om hjælp. Der skal være nogen, der rækker hånden frem til dem, ikke bare én gang, men igen og igen.

De har behov for betydningsfulde fællesskaber om noget, som ikke har med krig at gøre. De skal have tilbud om individuel, menneskelig og praktisk støtte, når de har behov for det, og så længe de har behov for det. Det er vores nuværende offentlige system ikke indrettet på at levere med dets skarpe sektoropdeling, bundne dagsordener og evigt skiftende personale.

Helhedsorienterede ressourceforløb

Det er ikke kun psykisk skadede veteraner, der har svært ved mødet med det offentlige, sådan som systemerne er skruet sammen. Og det bør ikke være et mål at etablere et særligt system, kun for veteraner. Veteranerne bør sikres adgang til rådgivning og støtte, der retter sig mod de problemer, de rent faktisk har - og det samme gælder alle andre borgere med sammensatte problemer!

Centralt i regeringens oplæg til en førtidspensionsreform med overskriften "En del af fællesskabet" står et forslag om ressourceforløb, der skal forebygge førtidspension. Ressourceforløbet skal bestå af en individuelt tilrettelagt, sammenhængende indsats, og hver enkelt borger, der deltager i et ressourceforløb, skal have én fast kontaktperson.

Veteraner med psykiske skader er en oplagt målgruppe for en sådan indsats. Et helhedsorienteret ressourceforløb, der er skræddersyet til den enkeltes behov og inddrager de bedste danske og internationale praksiserfaringer på området er, hvad mange veteraner med psykiske mén har behov for. Således kan samfundet på et vigtigt område indfri Veteranpolitikkens løfte om at sidestille de psykisk sårede veteraner med de fysisk sårede. Samtidig kan en sådan indsats fungere som inspiration og løftestang for indsatsen i forhold til andre psykisk og socialt udfordrede medborgere, fx mennesker med ADHD, senhjerneskade og psykiske sygdomme.

Vi er overbevist om, at det vil være en overskudsgivende virksomhed.

Støtte og anerkendelse til Balkan-veteraner

Med Veteranpolitikken fra 2010 fik veteraner fra ex-Jugoslavien løfte om anerkendelse og støtte på lige fod med veteranerne fra Irak- og Afghanistan-missionerne. Men indsatsen i forhold til de gamle veteraner halter desværre langt efter løfterne. 

B. var udsendt som soldat på Balkan i midten af 1990'erne. Han så og oplevede ting, som han siden forsøgte at fortrænge. B. vendte hjem til et liv med kone, børn, hus, to biler og et civilt job. Han begravede sig i arbejde. Det gik godt i nogle år. Men en dag mistede B. jobbet, og alting ramlede. Oplevelserne fra Balkan vendte tilbage, og han søgte væk ved at kigge dybt i flasken. Snart fulgte skilsmisse og tvangsauktion, og B. sad tilbage, uden fast indkomst, med en stor gæld og et alkoholproblem.

Blandt de mange tusinde Balkan-veteraner finder man nu, mange år efter, nogle af de dårligst stillede veteraner med svære og ofte ubehandlede psykiske lidelser, undertiden i kombination med misbrug, langvarig arbejdsløshed, fattigdom og andre sociale vanskeligheder. Denne gruppes problemer har indtil for nylig været gemt og glemt.

Hjem fra krig – og hvad så?

De seneste tre år har Soldaterlegatet ydet økonomisk støtte til ca. 600 veteraner, der har behov for hjælp. Mere end 90 pct. af dem har psykiske skader. I 2011 igangsatte Handicapidrættens Videnscenter og Soldaterlegatet et helhedsorienteret ressourceforløb for en mindre gruppe veteraner med fysiske og psykiske skader fra missioner i Ex-Jugoslavien, Irak og Afghanistan. 15 af de 17, der startede i projektet "Hjem fra krig - og hva' så?", er stadig med nu, et år senere.

Fælles for deltagerne er, at de har haft svært ved at få dagligdagen til at fungere efter hjemkomsten. Rastløshed, søvnproblemer, angst, depression, misbrug og en følelse af, at alt er ligegyldigt. Det er nogle af de problemer, der optræder hyppigt.

Vi har set, at det kan lade sig gøre at rette op på nogle af de ting, som er gået skævt for veteranerne, og samtidig forbedre deres livskvalitet. Og vi kan konstatere, at det, som virker i forhold til veteranerne, ikke adskiller sig væsentligt fra det, vi véd virker i forhold til andre grupper af borgere med sammensatte problemer: Skab tillid. Acceptér virkeligheden som den er. Sæt handling bag ordene.

En del af fællesskabet

Forsvaret har for nylig etableret et landsdækkende Veterancenter. Det er godt, at forsvaret forbedrer sin indsats. Men det må ikke medføre, at det civile samfund fralægger sig ansvaret for veteranernes liv og velfærd. Det er i det civile samfund, at veteraner med fysiske og psykiske mén skal leve resten af livet. Der er brug for, at civilsamfundet og de kommunale myndigheder leverer en helhjertet indsats nu.

Vi kan ikke være andet bekendt.

Sidst opdateret 07. december 2016